Skolepatruljer får bilister til at sætte farten ned
Hver eneste morgen står skolepatruljer i hele landet klar til at gøre trafikken sikrere for de andre elever. Det er der brug for, da der ofte er morgentravle mennesker, som kommer til at trykke lidt for hårdt på speederen. I en ny undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring har fået udarbejdet, svarer 18 procent af bilisterne, at de inden for de sidste tre måneder har overtrådt fartgrænsen en eller flere gange på en skolevej.