Studie giver ny viden om, hvordan tordenstorme og skybrud opstår
Tordenstorme er samlinger af uvejr med lyn, torden og stærk vind. Når stormene samler sig, opstår der ofte voldsomme skybrud og oversvømmelser, hvilket kan have ekstremt ødelæggende konsekvenser for de ramte områder. Et problem vi også har mærket i Danmark, senest i 2011, hvor store dele af Københavns gader stod under vand, og der blev anmeldt forsikringsskader for omkring seks milliarder kroner. I et nyt studie kaster forskere fra Københavns Universitet lys over en særlig mekanisme, der kan skabe kraftige tordenstorme og skybrud.