Loa Olafsson – Løbetalentet fra Vesterbro

Vesterbropigen Loa Olafsson markerede sig som et kæmpetalent i en ung alder. Hun løb nogle exceptionelle tider på 1.500 meter og 3.000 meter distancen som 13-14-årig. I 1975 blev hun nummer 2 ved EM for junioren. Men hendes karriere blev kort.

Loas far, Halldur Olafsson, var bagermester med adresse i Kingosgade. Som ung var han blandt Islands bedste langdistanceløbere. Løb var ikke fremmet i familien på Vesterbro.

Loas vej til atletikken og KIF (Københavns IF) gik via hanedes søster. Søsterne dyrkede judo og Loa ville også gerne gå til noget. Søsterne tog hende med til Østerbro. Her mødte hun Pia og Maibritt Andersen der begge var KIF’ere og som introduceret KIF’s atletikafdeling for Loa. Og her begyndte Loa at træne løb.

Som 13-årig vandt Loa sit først danske (ungdoms)mesterskab på 800 meter distancen og flere sejre fulgt hurtigt. De første sejre som senior, vandt hun allerede som 14-årig.

– “Atletik er en sport for individualister, og det trives jeg bedst med. Jeg indrømmer, jeg ville have meget svært ved at indordne mig under en holddisciplin. Det hænger også sammen med, at jeg træner mere end de fleste har lyst til. Ofrer meget mere tid på min sport end jævnaldrende venner, der spiller f.eks. håndbold. Jeg har måske langt flere ambitioner.”
(citat: Loa Olafsson i “Sundhed og bevægelse” af Søren Hansen, 1980)

I 1975 vandt Loa sølv ved EM for junioren. Finalen er beskrevet i Dansk Athletik (1975, nr. 10): “Taktikken har var klar. Loa skulle forsøge at præge løbet ved at tage teten, holde tempo, og så forsøge at løbe en spurt hjem over 300 m. Dette måtte give placering. Straks efter start styrtede bagerst i feltet to af løbets favoritter, Kuhse, DDR, og Dorio, Italien. Loa – i spidsen – så det ikke, og tempoet blev derfor ikke sat i vejret. De to nåede op, og ved 1200 m, da Loa åbnede spurten, førte hun stadig, men 90 m før mål løb Kuhse (4.18,6) let forbi Loa, der holdt 2. pladsen foran Dorio, ligeledes i 4.19,6.”

Danske Dorthe Rasmussen deltog også i finaleløbet og fik en 4. plads.

Loa Olafssons PR
800 meter: 02:05:9 (1974)
1.000 meter: 02:47:5 (1974)
1.500 meter: 04:10:7 (1978)
1 mile: 04:30:2 (1978)
3.000 meter: 08:42:3 (1978)
5.000 meter: 15:08:8 (1978)
10.000 meter: 31:45:4 (1978)
10 km 32:33 (1978)
10 miles: 54:59 (1979)

STATLETIK: Loa Olafsson

I “Atletik Nyt” (1991, nr. 2) beskriver Henrik Lund Jensen Loa som “et gudbenådet talent, der ikke blot besad de nødvendige fysiske egenskaber, der skal til for at komme helt til tops som løber, men som også var viljestærk og myreflittig. At hun samtidig som idrætskvinde var umådelige beskeden og havde et vindende væsen, skal blot nævnes for fuldstændighedens skyld.”

– “Jeg er ofte blevet spurgt om, jeg tænkte på at en hård fysisk træning kunne gøre mig for maskulin. Det synes jeg er noget vås. Kvinder skal naturligvis også have mulighed for at realisere sig selv gennem sporten, og det er en gammeldags og uacceptabel opfattelse at kvinder ikke bør dyrke eliteidræt af hensyn til udseendet. Idealbilledet af en kvinde bør være den fysisk veltrænede, og jeg kunne i hvert fald aldrig drømme om at begrænse min idrætsudfoldelse, fordi nogle mener, at det ikke er så feminint.”
(citat: Loa Olafsson i “Sundhed og bevægelse” af Søren Hansen, 1980)

I 1976 blev det kun til et enkelt dansk mesterskab i terrænløb, sæsonen blev delsivs spoleret af skader. Men Loa fortsatte den fokuserede træning og begyndte at interesser sig for de længere distancer. I 1977 løb Loa 10 km i tiden 33:56 – 63 sekunder hurtigere end konkurrenten Dorthe Rasmussen. 19. marts satte Loa en uofficiel VR i 10.000 meter på Hvidovre Stadion hvor hun løb i tiden 33:34:2. I 1977 blev det til hele 6 danske mesterskaber.

På tidspunkt tillod IAAF ikke at kvinder konkurrere i distancer længere ende 3.000 meter! Og 6 km i cross. Det er bl.a. derfor Loas verdensrekord på 10.000 meter var uofficiel.

De sidste løb
I 1978 bringer “Topnavne i sport” en længere artikel om Loa. Udgangspunktet er Loas sejr i Silvesterløb (Sao Paolo) nytårsdag 1978.

Bedriften fik meget presseomtale, måske fordi sejerne blev hentet på en dag i året, hvor der ikke var mange andre nyheder. Om løbet skrev “Topnavne i sport”: “Under yderst vanskelige vilkår i et kæmpefelt, der for det meste bestod af mænd, der ikke er vant til at skulle tage hensyn til spinklere og måske mere sårbare modstandere, formåede hun ikke blot at placere sig som den bedste kvindelige deltagere, men hun slog også den bestående rekord med et minut og 2 sekunder, idet hun blev noteret for tiden 27.15,0 minutter på de 8,5 km.”

Loa beskrev selv løbet i “Atletik Nyt” (1978, nr. 1): “I selve løbet startede damerne ca. 50-100 m foran mændene, men vi kom for sent af sted, idet vi ikke var klar over, at det skud, vi hørte var start skuddet. De første mænd var allerede oppe ved os mellem 500 og 1000 m. Jeg holdt bevidst igen fra starten, fordi de første 3.5 km fik ruten nedad og jeg var bange for at komme til at løbe for stærkt i begyndelsen. Ved siden af mig havde jeg Vahlencieck og Eva Gustavson. Efter 2 km rykkede jeg fra dem, og siden så jeg ikke nogen af de kvindelige deltagere. Ved 3.5 km stod min svoger, primært for at fortælle mig min plac. I damekonkurrencen, og ved 7 km stod min søster med samme opgave. Af 460 deltagere blev jeg nr. 81 (Der var 621 kvinder med) Christa Vahlencieck blev nr. 135. Løbet startede klokken 23.38 og sluttede altså i 1978, så vi brugte jo altså et helt år om løbet! Det styrtregnede under hele løbet, jeg har aldring oplevet noget lignende”.

Samme år satte Loa to verdensrekorder, Hun løb 10.000 meter i tiden 31:45:35, og 5.000 meter i tiden 15:08:80. Ifølge Loa selv, var sæsonen kulmination, 3.000 meter løbet 27. juni på Bislett Stadion i Oslo. Her blev hun noteret for den tredjebedste tid, en kvinde nogensinde har opnået på distancen. Det til trods, fik Loa kun en andenplads, da norske Grete Waitz i samme løb satte ny verdensrekord.

Ved juniormesterskabet i sommeren 1978 blev Loa skadet og måtte holde pause fra den fokuserede træning. Grundet skaderne var hun ikke i stand til at yde sit optimale til EM i Prag senere på året.

Loa kæmpede i månedsvis med skader. I slutningen af 1979 var hun frisk nok til at drage hun til Nes Zealand på et længere træningsophold hos Arthur Lydiard. Loa vil forsøge sig på den klassiske maratondistance. 3. februar står hun klar ved maratonløbet i Auckland. Efter nogle flotte mellemtider på 17:04 og 34:48 begyndte Loa at få smerter i venstre fod. Efter 25 km bliver hun nødt til at udgå.

Maratonløbet var først og eneste gang Loa måtte opgive at gennemføre et løb. Hun valgte herefter at slutte sin karriere som eliteløber i en alder på 22 år.

“På den new zealandske landevej fik eventyret ende – den blonde danske løber, der satte den ene rekord efter den anden og som var med til at nedbryde forestillingerne om, hvad kvinder kan klare i langdistanceløb, blev et offer fr sin egen jagt på resultater og til sidst satte hendes fysik sin egen grænse. Vi har dog kun gode minder om Loa Olafsson – dansk atletiks bedste langdistanceløber i nyere tid” skrev Henrik Lund Jensen i “Atletik Nyt” (1991, nr. 2).

Løbebog for kvinder

Af Gloria Averbuch. Dansk bearbejdelse af Dorthe Rasmussen.
Komma, 1986.
Tilgængelig via Bibiotek.dk.