Deltavarianten (B.1.617.2), som først blev fundet i Indien, og som siden har bredt sig i resten af verden med stor kraft, er også i stigning i Danmark. Statens Serums Institut følger udviklingen nøje. Omfattende testaktivitet med coronapas, høj sekventeringskapacitet og intensiv kontaktopsporing er med til at begrænse smittenspredningen af deltavarianten i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse

Deltavarianten blev først påvist i Indien og har senere bredt sig til resten af verden. I Storbritannien udgør den nu mere end 90% af de helgenomsekventerede prøver. Deltavarianten har således overtaget pladsen som den dominerende variant. Den samme udvikling forventes i resten af Europa, hvor Deltavarianten udgør en stigende andel af de positive prøver.

Den danske strategi
Hos Statens Serum Institut (SSI) følger man nøje Deltavariantens udvikling. ”Der er stor international bekymring for den klart mere smitsomme Deltavariant, og vi ser nu stigende antal af tilfælde der er smittede med denne variant. Vores strategi har været at forsinke fremvæksten af Deltavarianten mest muligt, og bruge tiden på at få flest muligt vaccineret. Så det er lidt et kapløb”, siger SSI’s direktør Henrik Ullum.

Hvorfor er vi opmærksomme på Deltavarianten?
Deltavarianten har skabt bekymring om øget smitsomhed i forhold til Alphavarianten (B.1.1.7). Der er desuden enkelte studier fra UK, der indikerer en øget indlæggelsesrisiko ved smitte med Delta-varianten, men på nuværende tidspunkt er der ikke nok datagrundlag til at vurdere, om det også vil gøre sig gældende i Danmark. Endelig viser Deltavarianten en nedsat følsomhed over for antistoffer efter første vaccinestik. Efter to stik skulle vaccineeffekten dog være bevaret.

Deltavarianten er i stigning i Danmark
I Danmark blev Deltavarianten påvist første gang i uge 13. Siden er der fundet 664 tilfælde af varianten her i landet. Der ses en stigende tendens både i antal og i andel af helgenomsekventerede prøver siden uge 20 (se figur 1 og 2).

Figur 1. Antal Deltavarianttilfælde fordelt på kalenderuger samt regioner (data for 26 er ikke komplet endnu)

Figur 2. Andel Deltavarianttilfælde ud af helgenomseksekventerede prøver i Danmark (data for 26 er ikke komplet endnu)

Udviklingen følger i tråd med et nyt notat fra ekspertgruppen for matematisk modellering (pdf), der estimerer, at deltavarianten bliver dominerende – dvs. udgør mere end 50% af de helgenomsekventerede prøver – i starten af juli måned.

Danmarks aktive indsats mod Deltavarianten

Den store sekventeringskapacitet i Danmark betyder, at vi hurtigt kan finde Deltavarianten, og at Styrelsen for Patientsikkerhed hurtigt kan sætte ind med en intensiveret smitteopsporing af tilfælde med denne variant.

Derudover har TestCenter Danmark udviklet yderligere en mulighed for screening af positive prøver for Deltavarianten. Således er det nu muligt at finde tilfælde med mutationen L452R, som blandt andet er til stede i Deltavarianten. Det vil betyde at smitteopsporingen kan sættes hurtigere i gang.

Risikovurdering af B.1.617.2 – opdatering – den 2. juli 2021 (pdf)