Yderligere 12 kommuner i hovedstadsregionen har sagt ja til et nationalt klimasamarbejde, hvor de forpligter sig til at udvikle lokale klimaplaner, der lever op til Parisaftalens mål. I alt er det nu 18 kommuner i hovedstadsregionen, der er med i samarbejdet. Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
I et helt nyt klimapartnerskab mellem Realdania, KL og de fem regioner inviteres samtlige af landets kommuner til at blive en del af klimaprojektet DK2020. Kommunerne forpligter sig til at udvikle en ambitiøs, lokal klimaplan, som viser vejen til netto nul-udledning for kommunen som geografisk område senest i 2050 og dermed også lever op til Paris-aftalens mål.
– Med DK2020-projektet sikrer vi, at vi i kommunerne får en fælles ramme for vores klimaarbejde, der gør, at vi planlægger indsatser og opgør resultater ud fra den samme metode. Det bliver en kæmpe fordel for os fremadrettet i forhold til at sikrer, at vi når vores målsætninger. Jeg ser frem til, at vi kommer i gang med arbejdet. Det haster, hvis vi skal sikre, at der også er en mangfoldig og bæredygtig planet til vores børn og børnebørn,” siger formand for KKR Hovedstaden og borgmester i Albertslund kommune Steen Christiansen (S).
Fem kommuner i hovedstadsregionen er allerede i gang. Og med dette nye skridt kan altså yderligere 12 nye kommuner gå i gang nu. De resterende følger næste år. Kommunerne vil via en fælles indgang, hvor Gate 21 er projektleder, kunne få hjælp med at udforme klimaplanerne.
“Vi skal gøre op med vanetænkning”
KLs Kommune Kontakt Råd Hovedstaden og Region Hovedstaden står bag indsatsen i hovedstadsområdet. I 2015 vedtog de en politisk vision om, at el- og varmeforsyningen skal være fossilfri i 2035, og at transportsektoren skal være fossilfri i 2050. En vision, der harmonerer med den nationale målsætning om 70% CO2-reduktion i 2030. Og med det nye partnerskab ser fremtiden lidt mere lys ud.
– For at realisere Paris-aftalen må vi være ambitiøse og gøre op med vanetænkning. Det er vigtigt, at vi høster viden fra hinanden over kommunegrænserne for at bringe synergier og innovative løsninger i spil. Når stærke kræfter som Realdania, KL og de fem regioner står sammen om DK2020, så tror jeg rent faktisk, at det kommer til at gøre en forskel for klimaet. Men det kræver også, at vi bliver gode til at dele vores løsninger og erfaringer, så de også bliver brugt i Greater Copenhagen eller i resten af Europa,” siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
Det er det internationale bynetværk C40, der har udarbejdet den globale vejledning i, hvordan byer kan udarbejde klimaplaner, der kan levere Parisaftalens mest ambitiøse målsætning om at sænke gennemsnitstemperaturen med 1,5 grader. Og det er denne ambitiøse tilgang, de danske kommuner skal realisere gennem DK2020. De danske kommuners arbejde med klimaplanerne bliver derfor til inspiration for byer verden over.
De første kommuner indtrådte i DK2020-samarbejdet allerede i 2019. I hovedstadsregionen er Albertslund, Allerød, Frederiksberg, Helsingør, Høje-Taastrup og København enten ved at lægge sidste hånd på klimaplaner eller har en godkendt klimaplan. Og med de nye underskrifter så går Tårnby, Gentofte, Gladsaxe, Brøndby, Fredensborg, Herlev, Hvidovre, Furesø, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Rødovre og Ballerup i gang med arbejdet.