Gennem et tæt samarbejde med Københavns Kommune og på sigt et fordybet samarbejde med Hotel- og Restaurantskolen screener og uddanner Do More kandidater via et trainee-forløb, hvor de får redskaber til at bygge en karriere.

Pressefoto Do More

Selv i dagens Danmark kan det være svært for nytilkomne at få adgang til arbejdsmarkedet selv om motivationen er der. Det kan skyldes manglende sprogkundskaber, et tomt CV eller få tidligere jobs. Det gør den sociale virksomhed Do More noget ved og tilbyder konkrete jobmuligheder og uddannelsesforløb, der er målrettet personer med begrænset erfaring og støtter dem i at opnå en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet.

“Vi ser os selv som en bro mellem arbejdsmarkedet og dem, der står udenfor,” udtaler Janne Lindbom, General Manager hos Do More og uddyber: “Målet er ikke blot at ansætte mennesker, men også møde behovet hos andre virksomheder, så vi bliver et sted man kigger til for at kunne rekruttere kandidater til stillinger.”

Hver femte fuldtidsansatte hos virksomheden suppleres med én trainee fra Københavns Kommune. I forløb, der varer mellem én og fire måneder, får trainees praktisk erfaring og teoretisk undervisning i servicefagene.

“Vores samarbejde med Do More viser, hvordan kommunen og virksomheder kan arbejde sammen om at rekruttere ledige kandidater og tage socialt ansvar, der er til gavn for både den enkelte, virksomheden og samfundet som helhed,” siger Nejat Barrou, Key Account Manager hos Københavns Kommune.

En virksomhed bygget på kultur og samarbejde
Do More opererer fra faciliteter på toppen af IKEA ved Dybbølsbro i København. Her driver virksomheden konference-, restaurant- og mødefaciliteter, hvilket giver trainees en professionel og praksisnær indgang til arbejdsmarkedet.

Virksomheden består af 18 ansatte, fra 14 lande, der i alt taler 16 sprog. Den mangfoldige kultur er et centralt element i virksomhedens succes.

“Vi har bevist, at det ikke er en udfordring at få vores trainees ud på arbejdsmarkedet – tværtimod. Kulturen og sprogfællesskabet styrker dem og gør dem klar til at møde erhvervslivets behov,” siger Janne Lindbom.

Forretningsmodellen er bygget på erfaringer fra Sverige, hvor Do More bl.a. har samarbejdet med IKEA og andre virksomheder om at rekruttere og oplære mange medarbejdere til specifikke arbejdsopgaver. Efter det første år havde Do More hjulpet 60 arbejdsløse i fast arbejde.

“Den succes vi har oplevet i Sverige viser, at vores model kan imødekomme konkrete efterspørgsler fra virksomheder, samtidig med at vi løfter samfundets udfordringer,” forklarer Janne Lindbom.
Virksomheden har en ambition om at udsluse et tocifret antal trainees i det kommende år og derved styrke deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

Om Do More:
Hos Do More vil vi skabe flere arbejdspladser og muligheder for dem, der står udenfor arbejdsmarkedet. Vi er en social virksomhed beliggende ved Dybbølsbro i København, hvor Mellemøsten møder Skandinavien i både mad og design i vores “Scandiarabian” koncept. Vi er drevet af en mission om at skabe beskæftigelse for personer med begrænset erfaring, og vi ser mangfoldighed som en styrke. Vores vegetariske restaurant, konference og event faciliteter tilbyder et fleksibelt mødested, der kan rumme alt fra 4 til 100 personer i konference- og eventlokalerne og op til 200 personer i hele restauranten. Do More byder både virksomheder og private kunder velkommen.