Alle indsatte i danske fængsler og arrester skal tilbydes en samtale med kommunen, inden de kommer ud og skal finde fodfæste igen.
De tre kvinder i God Løsladelse er på landevejen i mange timer om måneden. De kører bogstaveligt talt land og rige rundt for at tale med de 1000 københavnere, der sidder i fængsel eller i arrester i Danmark. Alle indsatte skal nemlig tilbydes en samtale med kommunen, inden de kommer ud og skal finde fodfæste igen.
Det er kun gået fremad siden indsatsen God Løsladelse blev samlet i Enheden for Kriminalpræventive Indsatser i 2016. God Løsladelse går i korte træk ud på, at alle borgere, der afsoner en fængselsstraf eller er varetægtsfængslet, og har brug for støtte, når de kommer ud igen, har en samtale med en medarbejder fra Socialforvaltningen. Samtalen handler om alt fra bolig og misbrugsbehandling til råd og vejledning i, hvordan den indsatte kommer så godt ud af fængslet som muligt.
I 2016 tog 29 københavnske indsatte imod en samtale, mens tallet på fire år er steget til 267 samtaler om året. I alt er ca. 1000 københavnere i fængsel om året. Altså har God Løsladelse fat i hver tredje dømte eller varetægtsfænglsede.
”Alle indsatte har ret til én samtale med os. Og det bedste er, hvis samtalen sker så tidligt som muligt. På den måde kan vi kan lettere stille krav til fængslet om, at den indsatte tager en uddannelse eller er i misbrugsbehandling, mens de sidder inde. Det kalder vi aktiv afsoning og giver den dømte bedre muligheder for en god løsladelse”, siger Heidi Barfod, der er socialformidler og har arbejdet med god løsladelse i mange år.
Kollegaen Jette Woller, der er sagsbehandler og socialfaglig exit-vejleder, har også været med, siden God Løsladelse blev samlet i EKI i 2016.
”Vi er afhængige af, at socialrådgiverne i fængslerne og betjentene sælger vores samtaler på en god måde overfor de indsatte. Vi besøger fængsler over hele landet og fortæller, hvad det er, vi konkret kan hjælpe med. Ofte oplever vi, at fængslerne ånder lettet op, når vi ringer og vil aftale en samtale. Og vi kan jo se på tallene, at flere og flere vil tale med os. Det er rigtig positivt”, siger hun.
Det er megahårdt at sidde i fængsel.
Ifølge Kriminalforsorgens hjemmeside findes der 13 fængsler og 36 arresthuse fordelt over hele landet. Derudover har Kriminalforsorgen også syv pensionater, der typisk bliver brugt til den sidste del af afsoningen. Afsoning for dømte københavnere sker overalt, og især bandemedlemmer og andre organiserede kriminelle bliver rykket rundt imellem fængslerne. Og så må God Løsladelse på landevejen.
”Bandemedlemmerne kontrollerer hinanden og vil ofte ikke tale med kommunen. Men når vi kommer ud og besøger dem, ser nogle, at de ikke er glemt. Vi giver dem en reel chance for at bryde ud af banden, og vi visiterer netop til EKI’s EXIT-forløb”, siger Kristine Helstrup, der har arbejdet som socialrådgiver i God Løsladelse i to år.
Heidi Barfod uddyber: ”Det er megahårdt at sidde i fængsel. De indsatte er stressede, de er i isolation, modtager ikke besøg og er en skamplet på familiens ære. Så mange vil gerne ændre liv”, slår hun fast. ”Vi giver mennesker mulighed for at vælge noget andet end kriminalitet. Vi tager på genbesøg og sørger for de bedste betingelser for, at der f.eks. er styr på boligsituationen, når en dømt kommer ud. Det kræver hårdt arbejde, og mange indsatte har jo været i spjældet mange gange. Men derfor har de alligevel et håb for en bedre fremtid”, siger Kristine Helstrup.
No wrong door.
Det er God Løsladelses fornemmeste opgave – ud over at tale med borgeren – at koordinere med fx Hjemløseenheden, Psykiatrienheden, Bolig- og Beskæftigelsesenheden, den ambulante misbrugsbehandling og nogle gange Borgercenter Handicap, når en borger kommer hjem til København.
”Vi laver fodarbejdet og hiver fat i de enheder i SOF og i BIF, hvor det giver mening. Vi arbejder ud fra princippet No wrong door og sætter ind, hvor det giver mening”, siger Heidi Barfod.
Ofte har de indsatte dårlige erfaringer med kommunen. De har været udsat for vold, de har været fjernet fra hjemmet som børn, de har en eller flere psykiatriske problemstillinger, og de dulmer smerten fra et barsk liv med alkohol og stoffer.
”Vi forsøger at skabe orden i kaos ved at bruge den motiverende samtale som samtaleteknisk metode. Det betyder, at vi taler om det, der går i den rigtige retning, og vi får borgeren til at reflektere over, hvorfor tingene ser ud, som de gør. Vi stiller åbne spørgsmål og har hele tiden borgeren i fokus. For målet er jo at undgå at komme ind og sidde igen”, afslutter Jette Woller.
Læs også ‘Enheden for Kriminalpræventive Indsatser’ her.
