Til stor glæde for de lokale vesterbroere har Enghaveparken fået et tiltrængt løft, og snart kan skøjteentusiaster finde støvlerne med klingerne frem. Når parken genåbnes, bliver det nemlig samtidig med indvielse af Vesterbros nye skøjtebane, som vil være åben i vintermånederne, når temperaturen tillader det.
Udover den nye skøjtebane kan vesterbroerne også glæde sig over, at parken har fået en helt ny multibane til sportsaktiviteter. Der kommer en ny springvandslegeplads, som åbnes til foråret, rosen- og staudehaverne er blevet fornyet, og sidst, men ikke mindst, så er belysningen blevet opgraderet i hele parken for at øge trygheden. Med en bevilling på fem mio. kroner fra Foreningen Realdania er det også blevet muligt at genopføre to boder ved Enghaveparkens indgang. Boderne blev oprindeligt tegnet af Arne Jacobsen.
Lokale engagement i fornyelsen af parken.
Ideerne til den nye Enghavepark opstod tilbage i 2012 i forbindelse med opstarten af Områdefornyelsen Centrale Vesterbro, der i dialog med parkens brugere, naboer og lokale aktører kortlagde kvarterets behov og ønsker til den nye park. Der blev undervejs afholdt events, interviews og nedsat en arbejdsgruppe med omkring 50 lokale ildsjæle, som var med i udviklingen og udformningen af Enghaveparken.
‘Enghaveparken er en af Vesterbros få grønne lunger med plads til ophold og leg. Samtidig er den en vigtig del af bydelens sjæl. Jeg er glad for, at vi har kunnet bevare vigtige kendetegn og samtidig give parken nye funktioner og dermed nyt liv. Tak til de mange vesterbroere, der har spillet ind med gode ideer og engagement i planlægningsfasen,’ siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).
I forbindelse med ombygningen af Enghaveparken har det været nødvendigt at fælde 69 træer, men der er til gengæld blevet plantet 82 nye træer, over 2000 stauder, 725 roser og 2600 bunddækkeplanter, så samlet set er parken mere grøn end før. Det bliver dog først til foråret, når blomster, buske og træer springer ud, at parkens nye udseende vil komme til sin ret. I vintermåneden vil den stadig fremstå mere brun og grå end grøn og liflig. Det vil også først være i det nye år, at forvaltningen kan begynde at så nyt græs de steder, hvor parken har været gravet op.
Enghaveparken kan modvirke oversvømmelser.
Projektet i Enghaveparken er også et led i Københavns Kommunes store skybrudsplan, hvor kommunen i samarbejde med HOFOR over de næste 20 år gennemfører ca. 300 skybrudsprojekter for at sikre byen mod oversvømmelser efter kraftige regnskyl og skybrud. Byen sikres bl.a. ved at lede skybrudsvandet hen til særlige overflader/bassiner i byen, hvor vandet kan vente, indtil der er ledig kapacitet i kloaksystemet.
Derfor kan Enghaveparken nu opsamle skybrudsvand i den nye, sænkede multibane samt i søen. Og ved særligt kraftige skybrud kan hele Enghaveparken omdannes til ét stort bassin, takket være et dige som er etableret rundt om hele parken. Diget kan til dagligt benyttes til ophold og leg. Parkens funktion som skybrudsbassin kan dog først udnyttes fuldt ud i takt med, at skybrudsvand fra resten af lokalområdet tilkobles bassinerne i Enghaveparken.
Genbrug af regnvand.
Som noget nyt kan Enghaveparken også opsamle helt almindelig hverdagsregn med henblik på at genbruge vandet til vandaktiviteter i parken samt i byens fejevogne.
‘Det er vand fra Carlsberg Byens tage, som bliver ledt ind i parken og opbevaret i et stort rørbassin under jorden. Regnvandet kan fint genbruges med en let rensning, så man undgår at bruge drikkevand. Det er mange millioner liter, man sparer,’ forklarer projektleder Marlene Halkjer fra HOFOR, som har etableret anlæggene under jorden i Enghaveparken.
Indvielse med skøjtedisko den 14. december.
Den officielle indvielse af Enghaveparken finder sted lørdag den 14. december fra kl. 12.30 – 16.00, hvor der vil være taler, musik, bål med snobrød og aktiviteter for hele familien. Alle er velkomne, og der vil være salg af mad og varme drikke.
Senere på eftermiddagen fra kl. 16.00-20.00 får man mulighed for at røre sig til diskotunes, når der bliver fyret op for et kæmpe isskøjtedisko med Danmarks største diskokugle. Hvis vejret ikke er koldt nok til en isbane, omdanner vi skøjtebanen til en rulleskøjtebane.
Se programmet på www.kk.dk/enghaveparken
Fakta om Enghaveparken.
Enghaveparken skal kunne tilbageholde vand fra skybrud, som på sigt skal ledes til parken fra lokalområdet. Skybrudsprojekterne i lokalområdet begyndes i 2026.
Enghaveparken kan opsamle almindelig hverdagsregn, som kan genbruges i parkens vandaktiviteter og byens fejevogne. Det er tagvand fra Carlsberg Byen, som ledes til et underjordisk bassin i parken, der er koblet til parkens overfladeanlæg.
HOFOR har været bygherre i første fase af projektet, hvor der i samarbejde med entreprenøren NCC er anlagt et stort underjordisk regnvandsbassin i den ene halvdel af parken. I anden fase har Teknik- og Miljøforvaltningen været bygherre, og Hoffmann hovedentreprenør.
COWI er hovedrådgiver på projektet, og arkitektfirmaet TREDJE NATUR har tegnet.
Den nye skøjtebane vil fremover være åben i vintermånederne, men det kræver lave temperaturer, for at isen kan opretholdes.
I 2014 donerede A.P. Møller Fonden over 10 mio. kroner til renovering af musiktribunen og indgangspartierne samt til læskure og toiletter.