Vi har allesammen hørt, at vandstanden stiger i de danske farvande på grund af klimaændringer.
Det bekymrer med rette folk, der bor tæt ved kysten eller i lavtliggende områder i øvrigt. Men inden man nu skynder sig at sælge sit hus og flytte til højereliggende områder er det nok en god ide at se på tallene for, hvor stor vandstandsstigningen i virkeligheden er.
Vandstanden bliver målt i Kbh. Nordhavn, og den viser, at vandstanden siden målingerne startede i 1896 er steget med 0,6 mm året. Det skal tilføjes, at landet ved København hæver sig med 1,1 mm/år.
Men det er under alle omstændigheder fornuftigt at undersøge om Hovedstadsområdets kommuner har det fornødne beredskab til at klare en stor stormflod, hvoraf den seneste var i 1872 med en vandstand på 3,3 meter over dagligt vande. Og sådan en vil med 100 % sikkerhed komme igen uanset klimaændringer eller ej.