Er du nabo, lokal aktør eller interesserer du dig for området? Så kan du stille op til valg til Samarbejdsforummet. Valget afholdes d. 23. januar.
H17 og den åbne stofscene på Indre Vesterbro skal være tryg for alle. I 2020 var Vesterbro Lokaludvalg drivkraft på oprettelsen af et samarbejdsforum, som understøtter arbejdet for øget tryghed i området. Valgperioden er på to år. Derfor er der nu valg igen, og du kan stille op til valget.
Derfor er samarbejdsforummet en vigtig aktør
Vesterbro er en bydel præget af stor social mangfoldighed. Ressourcestærke børnefamilier lever side om side med hjemløse stofbrugere og turister tiltrækkes i stigende grad af Vesterbros handelsliv, cafeer og barer.
Vesterbro Lokaltudvalg ser som udgangspunkt mangfoldigheden som en styrke. Da man i 2014 åbnede stofindtagelsesrummet H17 og for alvor begyndte at snakke om en åben stofscene på Indre Vesterbro, var de klar fortaler for initiativet, og det er de stadig.
Men de er også klar over, at de hjemløses livsvilkår og stofbrugernes opførsel og efterladenskaber i byrummet skaber udfordringer for områdets andre beboere og erhvervsdrivende.
De mener at det er vigtigt at fremhæve den positive betydning, som H17 har haft for dets brugere med et klart fald i antal dødstilfælde og en større oplevelse af tryghed og værdighed.
Sådan startede Samarbejdsforummet
H17, der startede som et kommunalt projekt, blev i 2019 overdraget til Mændenes hjem, der derved i dag fører opsyn med området. De mener, at den åbne stofscene er et svært, men nødvendigt tiltag til gavn for en bæredygtig mangfoldighed på Vesterbro.
For at styrke samarbejdet mellem H17 og dets naboer er H17 blevet bakket op af en følgegruppe bestående af repræsentanter fra politi, kommunen, Gadejuristen, Brugernes Akademi og andre aktører fra Kødbyen og omegn. Her diskuteres situationen og aktuelle udfordringer omkring stofscenen og fixerummene.
Da Mændenes Hjem overtog stedet valgte man at udvide følgegruppen for H17, så gruppens virkeområde nu dækker hele indre Vesterbro (´den åbne stofscene´), og nu inviteres også privatpersoner som naboer og lokale interessenter til at være med. Det gør de for at de i fællesskab kan forbedre trygheden for alle.
Det første valg til samarbejdsforummet blev afholdt i 2020 med en valgperiode på to år. derfor holder vi nu igen valg til Samarbejdsforum for H17 og den åbne stofscene på Indre Vesterbro.
Til dig, der ønsker at opstille som kandidat til valgmødet:
- Alle borgere, institutioner, lejer/ejer og andelsforeninger, personer, der arbejder med eller har interesse i målgruppen (hjemløse og stofbrugere) på Indre Vesterbro kan stille op med hver én repræsentant
- Man skal være fyldt 18 år
- Institutioner og foreningers repræsentanter skal til valgmødet medbringe dokumentation for at vedkommende repræsenterer denne. Det kan f.eks. være i form af et referat af generalforsamling, bestyrelsesmøder eller et af bestyrelsen for institutionen/foreningen underskrevet dokument
- Enhver alm. borger uden tilknytning til en lokal institution/forening kan deltage og blive valgt på mødet. Man skal blot enten arbejde med målgruppen på Indre Vesterbro eller have en interesse i lokalområdet. Dette dokumenteres mundtligt under opstillingsmødets afvikling
Fakta om Samarbejdsforum for H17 og den åbne stofscene på Indre Vesterbro.
- Forummet dækker området Vesterbrogade, Bernstorffsgade, Tietgensgade, Ingerslevgade, Skelbækgade, Sønder Boulevard/Halmtorvet og Gasværksvej
- Samarbejdsforummet skal sikre dialog mellem tilbuddene (Fx Gadejuristen, Brugernes Akademi, Reden, Den Runde Firkant, Mændenes Hjem, H17, m.fl.) for udsatte stofbrugere og hjemløse på indre Vesterbro samt lokalområdets beboere, erhvervsdrivende og Københavns Kommune (Socialforvaltningen & Teknik og Miljøforvaltningen), og Københavns Politi´.
- Der vælges en sekretær for samarbejdsforummet. Sekretæren virker i en 2-årig periode og har ansvaret for at give tilbagemeldinger til samarbejdsforummet på de emner, som drøftes på møderne.
- Der er i alt 29 pladser i samarbejdsforummet. Heraf er 10 pladser reserveret til private interessenter eller borger i området.
- Lokale repræsentanter for de omkringliggende institutioner, erhverv og lejer/ejer/andelsforeninger skal sikres ved, at Vesterbro Lokaludvalg forestår udpegningen af 10 lokale medlemmer
Læs mere i dokumentet ”kommissorium – Samarbejdsforum for H17”.