De københavnske politikere vil sætte ’Mental sundhed’ på skoleskemaet i 2025 og 2026 på en række ungdomsuddannelser. Det skal forebygge, at flere unge ender i mistrivsel.
Idræt, Matematik, Samfundsfag og … ’Mental sundhed’. Fra næste år kommer et helt nyt fag på skoleskemaet på en række københavnske ungdomsuddannelser. Det er nemlig vigtigt, at unge ved, hvordan de skal håndtere svære følelser som nedtrykthed, ensomhed og usikkerhed, mener sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF). Hun understreger samtidig, at det er en naturlig del af ungdomslivet at opleve følelsesmæssige udsving.
”Det er ikke forkert at have de her følelser – det er vigtigt for mig at understrege. Livet – og særligt ungdomslivet – byder på både opture og nedture, store følelser og mange prøvelser. Og det er OK. Det vigtige er, at de unge har værktøjerne til at håndtere det, for hvis de svære følelser fylder i for lang tid, så kan det udvikle sig til alvorlig mistrivsel,” siger Sisse Marie Welling.
Baggrunden for det nye initiativ er et ønske om at forbedre trivslen blandt de københavnske unge efter en årrække med fald i trivslen. Den seneste Ungeprofil-undersøgelse blandt københavnske unge viste blandt andet, at selvom de fleste unge københavnere har det godt, så er andelen af unge, der mistrives, højere i København end i resten af landet. I København ligger 10 pct. af de unge i den laveste ende af verdenssundhedsorganisationen WHO’s trivselsindeks, hvilket indikerer stor risiko for depression og stress. Tallet er 8 pct. på landsplan.
Bliver klædt på til livet
Undervisningen i ’Mental sundhed’ vil indeholde en introduktion til konkrete metoder og redskaber, som kan klæde de unge på til at håndtere bekymringer og negative tanker, så de ikke kommer til at fylde for meget i hverdagen. Det er f.eks. metoder som mindfulness og metakognitiv terapi, hvor de unge lærer at kontrollere, hvor meget tid de bruger på deres bekymringer.
”Når vi går i skole, bliver vi klædt på til livet. Og livet er meget mere end det faglige, som selvfølgelig er i fokus i skolen og på ungdomsuddannelserne. Ved at få den mentale sundhed ind i klasselokalet kan vi forhåbentlig give de unge nogle konkrete og brugbare redskaber med i rygsækken, som de kan bruge både i ungdomslivet og i resten af livet,” siger Sisse Marie Welling.
De unge skal gennem undervisningen blive bedre til at genkende følelser hos sig selv og andre og få en større accept af, at det er naturligt at føle sig usikker eller sårbar – det oplever de fleste af os i perioder af vores liv.
”Jeg synes, det er vigtigt og en supergod idé at få snakken om mental sundhed ind i klasseværelserne, for vi møder nogle unge på skolerne i dag, som har brug for at opleve, at det ikke er forkert, at man nogle gange føler sig udenfor eller ikke som en del af fællesskabet. At få den snak i fællesskab og give de unge nogle helt konkrete redskaber – det tror jeg vil hjælpe mange, og det også ligger i tråd med noget af det, vi allerede er i gang med at prøve af, med eksempelvis vejrtrækningsøvelser,” siger Lena Kyhn Andersen, som er lektor og studievejleder på Niels Brock Handelsgymnasium.
Pilotprojektet ’Mental sundhed på skoleskemaet’ er vedtaget i forbindelse med aftalen om Københavns Kommunes budget for 2025, og der er afsat 2,4 millioner kroner over to år.
Fakta om projektet
- Der udvikles og afprøves et undervisningskoncept. Undervisningen varetages af undervisere udefra med særlig kompetence i emnet.
- Ca. 25 klasser fordelt på 10-12 københavnske ungdomsuddannelser skal deltage i projektet.
- Der gennemføres videns- og kompetenceløft til undervisere og studievejledere, så de bliver klædt på til at følge op på undervisningen og anvende redskaberne i den videre undervisning og vejledning af de unge.
- Indsatsen er et pilotprojekt, der forløber i 2025 og 2026. Erfaringerne kan danne udgangspunkt for videreudvikling af en indsats, som kan udbredes på alle københavnske ungdomsuddannelser.
- Projektet er en del af en samlet styrkelse af tilbud om bedre mental sundhed i København. I byens budget for 2025 er der også 37 mio. kr. til nedbringelse af ventetid til angst-, stress- og depressionsforløb for unge og voksne samt godt 14,5 mio. kr. til at nedbringe ventetiden på psykologsamtaler til ældre. Der er også afsat knap 2,8 mio. kr. årligt til at fortsætte tilbuddet ’Ung på vej’, som henvender sig til 13-15-årige skoleelever i mistrivsel – og deres familier.