I 2019 startede Hjemløseenheden en indsats for udsatte grønlændere i København. Indsatsen har resulteret i, at syv ud ni har egen bolig. Indsatsen har også styrket SOFs forståelse for den grønlandske kultur og måde at være sammen på. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
VIVEs seneste hjemløsetælling viser, at 12 procent ud af ca. 1300 hjemløse mennesker i København har grønlandsk baggrund. Det vil sige ca. 150 udsatte grønlændere.
Samtidig vurderer SOF, at der på mindst 15 procent af de københavnske herbergspladser bor grønlandske borgere i kortere eller længere tid. På Sundholm gælder det for godt 43 procent af pladserne, altså en stærk overrepræsentation i det lokalområde. Derudover er det dyrt for kommunen at have nytilkomne grønlændere på københavnske herbergspladser, da der ikke som hos andre borgere er 50 procent refusion fra hjemkommunen.
Trods udfordringerne og at mange socialfaglige medarbejdere dagligt møder målgruppen i deres arbejde, har Københavns Kommune ikke tidligere haft en specialiseret indsats til gruppen af udsatte borgere med grønlandsk baggrund. ”De grønlængere, vi møder i gaden i København, har ofte levet et langt liv i udsathed. De har et højt forbrug af alkohol og hash og har ikke altid kontakt systemet”, siger Anne Fløe, der er projektkoordinator i Hjemløseenheden.
”I de senere år har man i miljøet omkring gruppen af udsatte grønlændere oplevet en stigning blandt de yngre grønlandske borgere. Denne gruppe adskiller sig fra den øvrige gruppe ved, at de ikke kun har et forbrug af alkohol og hash men at det eskalerer til stærkere rusmidler som fx kokain. Derfor er der også behov for en indsats målrettet de yngre grønlændere”, fortæller hun.
Behovet for den fokuserede indsats har resulteret i et Housing First projekt, der varer fra 2019 til slut 2021.
Indsatsen tager udgangspunkt i ICM-metoden, der står for Intensive Case Management, og er den ”mellemste” af de tre Housing First metoder. Indsatsen er monofaglig og tidsubegrænset indtil til borgeren ikke længere vurderes i risiko for at blive hjemløs.
Traumer, tab og dårligt dansk
Grønlandske borgere er danske statsborgere, der teoretisk indgår på lige fod med andre danske borgere. Men i praksis falder de udenfor systemets rammer. De kan være udfordrende at vejlede, motivere og hjælpe til forandring, da der kan være sproglige barriere samt en anden kulturel og social forståelse af relationer og sammenværd, tid, sygdomsforståelse, rusmidler, sundhedssystemet og arbejdsliv.
”Det er min erfaring efter mange års arbejde med målgruppen, at det ofte tager længere tid for social faglige medarbejdere at opbygge en tillidsfuld relation til udsatte borgere med grønlandsk baggrund. Borgerne i indsatsen fortæller, at de i højere grad end før oplever forståelse for og kendskab til deres ophav og, at det derfor giver dem en spirende lyst og evne til at tale om nogle af de ting, der udfordrer dem i at se et liv uden misbrug og udsathed”, siger Jannie Micheelsen der er ICM-medarbejder i indsatsen.
En af de udfordringer, der fylder særligt meget, er de mange voldsomme traumer, som borgerne har i bagagen. Ofte har borgerne ét eller flere familiemedlemmer, der er døde ved selvmord, de har oplevet seksuelt misbrug samt fysisk og psykisk vold. Erfaringen viser også, at flere af borgerne har mulige udiagnosticerede psykiatriske problemstillinger.
”Borgerne fortæller os, at de i grønlandsk kultur taler mindre end vi gør. Derfor er det svært for dem at tage fat på traumer og tab. Og så skal borgerne ofte have tid til at oversætte fra dansk til grønlandsk og tilbage igen, hvilket der ofte ikke er tid eller plads til i mødet med kommunen. Men med vores indsats er det lykkedes at understøtte dialogen og forståelsen hos borgerne og fagpersoner omkring borgerne”, siger Anne Fløe.
Og det har givet gode resultater. Pr. 1. april 2021 har 11 borgere været optaget i indsatsen. To borgere er afsluttet til anden støtte og vurderes ikke længere i risiko for hjemløshed. Seks borgere er flyttet i egen bolig, og én flytter ind den 15. april.
Koordineret indsats og håndholdt støtte
ICM-medarbejderen varetager den koordinerende funktion ift. borgernes sag, og giver håndholdt støtte i mødet med både kommunen og kontakt til fx civilsamfundet. ICM-medarbejderens øgede kulturelle forståelse understøtter derudover, at borgerne ikke modtager indsatser, som de ikke kan imødekomme.
Kulturelt kommunikerer grønlændere mere fysisk end hvad dansk kultur foreskriver – bl.a. med ansigtsmimik, hvilket kan gøre, at man ofte overser borgernes tilkendegivelser.
Borgerne svarer ofte ja frem for nej, når de står overfor en autoritet, hvor de oplever, at det er det forventede svar, hvorfor det kan resultere i, at de nikker til tiltag, som de reelt ikke ønsker eller magter. Det er i disse tilfælde ICM-medarbejderens funktion at koordinere og støtte borgerne i at give sine ønsker til kende samt at imødekomme fx jobkrav fra BIF eller forventninger om deltagelse ved udredninger i regionen.
”ICM-medarbejderen har ansvaret for relationen til borgerne og fastholder indsatsen, selv hvis borgeren gentagne gange ikke overholder aftaler eller afviser kontakten. Dette har vist sig at være et væsentligt fundament i indsatsen, da borgerne generelt har en historik med at være svære i mødet med systemet. Derudover giver det positive resultater, at vi starter op, mens borgerne stadig bor på herberg”, siger Anne Fløe.
Hun understreger, at den primære årsag til at indsatsen er en succes er, at det er SOF, der har ansvaret for relationen og at ICM-medarbejderen er opsøgende og vedholdende i kontakten samt har mulighed for at være fleksibel. Måske vigtigst af alt har ICM-medarbejderen en kulturel og historisk forståelse samt en accepteret plads i det grønlandske udsatte miljø, hvilket støtter op om det relationelle motivationsarbejde.
Fx skal flere medarbejdere snarligt på kursus i grønlandsk.
