Løbere, børnefamilier og alle andre kan glæde sig over at kunne tappe køligt vand direkte fra en lang række udendørs vandposte i København. Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, HOFOR, leverer vandet til de 90 små oaser.
Sommeren står for døren, og lange, varme dage med sjov og hygge venter forude. Og så er det godt, at både store og små nu kan slukke tørsten ved hele 90 vandposte rundt om i Københavns parker og ved legepladser, veje og stier.
Denne uge åbnede de sidste af de 50 sommeråbne vandposte, og sammen med de 40 helårsåbne er der nu maksimale muligheder for at få fyldt drikkeflasken ganske gratis frem for at bruge penge på en ny i supermarkedet.
Vandpostene er ejet og vedligeholdt af Københavns Kommune, mens Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, HOFOR, leverer vandet. Områdechef Ole Skytte fra HOFOR fortæller:
“Vi er rigtig glade for at kunne tilbyde gratis, køligt drikkevand så mange steder rundt om i byen. Det er både sundt og billigt at drikke vandet, og så er det godt for miljø og klima, fordi man sparer produktion og transport af flasker,” siger han.
På www.hofor.dk/vandposte kan man besøge HOFORs interaktive kort over alle vandpostene og finde den nærmeste.