Den borgervendte kriminalitet er rekordlav, og københavnerne føler sig mere trygge i aften- og nattetimerne end tidligere. Det oplyser København’s Kommune i en pressemeddelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk / Dit Vesterbro

Langt de fleste københavnere bevæger sig trygt ud i aften- og nattetimerne i hovedstaden. Det viser Københavns Kommunes årlige Tryghedsundersøgelse. Faktisk er utrygheden i aften- og nattetimerne på det laveste, siden Københavns Kommune begyndte at måle trygheden i 2009.

Dengang var det 24 procent af hovedstadens borgere, der følte sig utrygge i deres nabolag efter mørkets frembrud. Nu er det 15 procent. Utrygheden i aften- og nattetimerne er især faldet på Nørrebro. Samtidig bliver københavnerne i langt mindre grad udsat for borgervendt kriminalitet som fx lommetyveri og indbrud end for ti år siden. Antallet af anmeldelser per 1000 indbyggere er faldet til det laveste i 10 år – fra 76 anmeldelser per 1000 borgere i 2009, 60 i 2018 og 56 i 2019.

”Jeg er utrolig glad for, at trygheden i nattetimerne stiger, og at færre københavnere bliver udsat for kriminalitet. Det viser, at udviklingen går den rette vej”, siger overborgmester Frank Jensen (S). ”Men vi skal fortsat sætte ind de steder, hvor der er udfordringer og arbejde målrettet for at styrke trygheden og forebygge kriminaliteten. Det er hjerteblod for mig, at alle københavnere skal føle sig trygge både om dagen og om aftenen, uanset hvor de færdes”.

Årets undersøgelse viser, at utrygheden blandt københavnerne generelt er faldet siden 2009 og i år er på niveau med sidste år: Andelen af københavnere, der føler sig utrygge i deres nabolag ligger på ni procent. Det dækker dog over forskellige udviklinger i de enkelte bydele.

Især på Nørrebro og Vesterbro er utrygheden faldet. På Nørrebro har Københavns Kommune i samarbejde med politiet og boligselskaberne løbende fokus på tilstedeværelse og dialog med unge, hvis der er optræk til uro, ligesom kommunen ved grønne områder og pladser har lavet bedre belysning og fartdæmpende foranstaltninger.

På Amager Vest og i Valby er utrygheden steget i år fra henholdsvis fire procent til ni procent og fra otte procent til elleve procent. Begge bydele har det seneste år oplevet banderelaterede uroligheder. På Amager har politiet blandt andet været til stede med en mobil politistation for at styrke trygheden, ligesom Københavns Kommune bl.a. har gennemført tryghedsløft i Folehaven i Valby med en opgradering af belysningen og beplantningen. Kommunen har også tryghedspartnerskaber i begge bydele med fokus på at styrke trygheden lokalt. I partnerskaberne deltager Københavns Kommune, Københavns Politi, SSP København og boligselskaberne i områderne. Formålet er at øge trygheden gennem en styrket koordination af de eksisterende indsatser på tværs af aktørerne og ved at igangsætte nye tryghedsskabende aktiviteter.

Kommunens målsætning er, at ingen bydele skal have mere end 10 procent borgere, der føler sig utrygge. Derfor vil Københavns Kommune have større opmærksomhed på de bydele, der i år ligger over 10 procent.

Fakta om Tryghedsundersøgelsen 2020

  • Københavns Kommune har siden 2009 en gang om året gennemført Københavns Tryghedsundersøgelse, der følger udviklingen i københavnernes oplevelse af utryghed i deres by – både i København som helhed og i de enkelte bydele.
  • Københavns Tryghedsundersøgelse 2020 viser, at færre og færre københavnere føler sig utrygge i aften- og natteti-merne: I 2020 oplever 15 procent af københavnere utryghed i aften- og nattetimerne, i 2019 var tallet 18 procent og i 2009 følte 24 procent sig utrygge i aften- og nattetimerne. Niveauet i år er det lavest målte i perioden 2009-2020. Utrygheden i aften- og nattetimerne er især faldet på Nørrebro og i Vanløse.
  • I ni ud af 13 bydele er utrygheden faldet siden 2009. Det drejer sig om Amager Vest, Amager Øst, Brønshøj-Husum, Christianshavn, Indre By, Indre Nørrebro, Kgs. Enghave, Vesterbro og Ydre Nørrebro.
  • I fire ud af 13 bydele er utrygheden faldet siden 2019. Det drejer sig om bydelene Brønshøj-Husum, Indre Nørrebro, Vesterbro og Ydre Nørrebro.
  • I fire bydele er andelen af utrygge på niveau med 2019. Det er Amager Øst, Bispebjerg, Indre By og Vanløse.
  • I fem ud af 13 bydele er utrygheden i nabolaget steget siden 2019. Det drejer sig om bydelene Amager Vest, Christianshavn, Kgs. Enghave, Valby og Østerbro. Udviklingen er statistisk signifikant i Amager Vest, mens den for de øvrige bydele ikke er.
  • De fem forhold, der gør flest københavnere bekymrede i 2020, er cykeltyveri (63 %), støjgener fra naboer (56 %), hærværk i nabolag (47 %), ballade på gaden (46 %) og indbrudstyveri (43 %).
  • Særlige steder, der opfattes som utrygge, er i grønne områder/parker/legepladser (18 %), på stationer og stoppesteder (17 %) og på stier (15 %). Disse tre forhold var også de hyppigste i 2019.
  • De hændelser, der har påvirket flest borgere i København til at tænke over, hvor og hvornår det er trygt at færdes, er bandekonflikt/skyderier (21 %), personlige oplevelser (20 %) og kriminelle hændelser generelt (17 %).
  • Årets tryghedsundersøgelse er repræsentativ og gennemført af Epinion mellem den 14. februar 2020 og den 20. marts 2020. 94 procent af svarene blev modtaget inden nedlukningen af Danmark som følge af Covid-19. Det vurderes derfor, at situationen med Covid-19 ikke har påvirket Tryghedsundersøgelsen 2020 i nævneværdig grad.

Læs Tryghedsundersøgelsen 2020.