Tre stærke teams har kvalificeret sig til at byde på det strategiske partnerskab, hvor Center for Ejendomme i Region Hovedstaden samler bygge- og renoveringsopgaver for op imod 2,2 milliarder kroner. Mere og bedre hospitalsbyggeri er formålet med det fireårige partnerskab. Det oplyses i en pressemeddelelse.
Region Hovedstadens Center for Ejendomme samler i disse år bygge- og renoveringsopgaver for over to milliarder kroner i et fireårigt strategisk partnerskab med én udvalgt samarbejdspartner. Efter en indledende prækvalifikationsrunde har tre meget kompetente teams budt ind på opgaven.
Formålet med det strategiske partnerskab er at bruge regionens status som en af landets største bygherrer til at sætte nye standarder i byggebranchen, hvor tvister og konflikter skal fylde mindre, og en fælles ambition om kvalitet i byggeri kommer først.
Et enigt regionsråd i Region Hovedstaden støtter op om projektet: “Det er spændende, at markedet har grebet udfordringen og viser interesse for en model som Strategisk Partnerskab, som vi politisk har været optaget af længe. Vi skal have mere sundhed for pengene, også når det gælder byggeri og renovering. Derfor søger vi med Strategisk Partnerskab at gøre det anderledes, og i samarbejdet med en ekstern partner håber vi på bedre byggeri til gavn for borgerne i regionen,” fortæller regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S).
Regionrådsmedlem og formand for den politiske følgegruppe for Nyt Hospital Herlev Randi Mondorf (V) er også glad for, at tre kompetente hold fra branchen har kastet sig over opgaven: “Både vi politikere, regionen, rådgivere og entreprenører er trætte af konflikt og tvister, og vi ønsker en anden dagligdag, end den vi har set i byggebranchen igennem mange år. Alt for mange byggesager ender i ærgerlige, juridiske slagsmål, og derfor er jeg rigtig glad for se, at tre konkurrencedygtige teams har budt ind på at blive regionens, strategiske partner. Det viser, at der også i branchen er en interesse for at gå nye veje, hvor målet er mere byggeri for pengene.”
De tre kvalificerede teams, der har vist interesse, er:
- Konsortiet EPRAVIDA bestående af Enemærke & Petersen og Bravida, som støtter sig på ERIK Arkitekter, Arkitektfirmaet HS, NIRAS og EKJ Rådgivning
- GK Danmark, som støtter sig på Hareskov Elektric, Curacon, Siemens, Kallesøe, H+ Arkitekter, PRO Ventilation og Sweco
- MT Højgaard, som støtter sig på Kemp & Lauritzen, Rambøll og LINK Arkitekter
Konkurrencen om at indgå i det fireårige partnerskab fortsætter de næste måneder frem, og kontrakten med den udvalgte partner forventes underskrevet marts 2021. Udbuddet blev annonceret den 26.juni 2020, og udbudsformen er udbud med forhandling.