Tivoli afslører nu årets fulde Fredagsrock program, der indeholder en blanding af danske navne samt en række håndplukkede internationale navne.

Pressefoto – Fotograf Sarah Buthmann

Der er alt mulig grund til at sætte kryds i kalenderen, når engelske James Morrison, Train, Bryan Adams og Black Eyed Peas optræder på Plænen. Der er også træfsikre navne som Emma Sehested Høeg, Jung, Aqua, Andreas Odbjerg, Hugorm, Scarlet Pleasure, TV-2 og Malte Ebert på plakaten. Tivoli tager hul på årets sommersæson fra den 4. april og den første Fredagsrock koncert finder sted den 25. april med Saint clara kl. 22.

I år har Fredagsrock 22 koncerter med i alt 26 artister og bands. Dertil kan lægges en række ikke offentliggjorte gæstesolister, som dukker op til udvalgte koncerter. Udover Fredagsrock vil sæsonen også byde på LørdagsHits med kendte popnavne og MINT-koncerter med lovende musikere blandet med kunstnere som er godt på vej.

Internationale ’must sees’ på Plænen
27. juni er der mulighed for et medrivende genhør med klub- og festhits som Pump It, I Gotta Feeling og Meet Me Halfway serveret af den grammyvindende amerikanske hiphop/R&B-gruppe Black Eyed Peas, der er en af de bedst sælgende grupper nogensinde. Den engelske soulpopsanger, sangskriver og guitarist James Morrison kan også se frem til en stor fanskare i Tivoli. Den garvede veteran og tidligere Brit Award vinder brød igennem tilbage i 2006 med You Give Me Something og publikum kan glæde sig til en indian summer koncert i september.

Det amerikanske pop og rockband Train fra San Francisco er så absolut et ”must see” eller genhør værd. Train med frontfiguren Pat Monahan har ry for medlevende koncerter og fans kan se frem til fællessang på Plænen til Hey, Soul Sister? Det er tidligere afsløret, at svenske Veronica Maggio spiller i Tivoli samt, at det er lykkedes at få Bryan Adams til at spille både til Fredagsrock og LørdagsHits i samme weekend.

Fra Barbie til baggård
Stensikre navne som Danmarks ukronede crooner Burhan G, Malte Ebert, der er aktuel med albummet Alle veje fører hjem og den anmelderroste multikunstner Emma Sehested Høeg er blandt sæsonens garanter for høj puls og hjertebanken. De, der er blevet lidt grå i toppen, kan rockkrydre Tivoli-besøget med genhør med flere af de store bands fra ungdommens tid, nemlig TV-2, Magtens Korridorer og D-A-D, hvor sidstnævnte sidste år kunne fejre 40-års jubilæum. I år kan Aqua fejre 25-års jubilæum for albummet Aquarius med hits som Around the World og Cartoon Heroes. Der er også blevet plads til det elektroniske rockband Hugorm i maj med Simon Kvamm, der har rundet 50 år og bl.a. kan se tilbage på 4 fyldte arenakoncerter i 2024. Fans vil helt sikkert også glæde sig til juni, hvor de kan skråle med på Magtens Korridorer, der står bag hits som Lorteparforhold til Pandora.

Tradition for dobbeltkoncerter
Der er udsigt til at slå to fluer med et smæk, når valget falder på dage med dobbeltkoncerter. Veteranerne og garanter for insisterende koncerter Peter Sommer, der er aktuel med albummet Verdens Volume og tidligere Saybia forsanger Søren Huss, optræder samme aften i maj på Plænen. Den fremadstormende og talentfulde sanger og sangskriver Mumle, der i 2024 var blandt de mest streamede danske kunstnere optræder samme dag som August Høyen. De står godt til hinanden og August optrådte også sidste år til Fredagsrock samt året før på Tivolis MINT-scene, der giver lovende musikere chancen.

Der er efterspørgsel efter gruppen Mona Moroni, der kunne melde om udsolgte koncerter i januar, og de spiller samme aften, hvor der er kærligt gensyn med Fredagsrock darlingen Marie Key, der både kan det poppede og jazzede for den sags skyld. Og så præsenterer Tivoli The Raveonettes, der består af Sune Rose Wagner og Sharin Foo, der for første gang i 8 år udgiver ny musik. De optræder samme aften med det genforenede band Turboweekend, hvor mange nok vil rocke med på klassikeren Trouble Is, der vandt Gaffa-prisen for årets hit tilbage i 2009. Dobbeltkoncerten med de to vil utvivlsomt hive nogle dansetrin hjem på Plænen i september.

Emma Sehested Høeg siger:

”Ærligt. Hvilken voksen, der engang var barn, elsker ikke Tivoli? Jeg har i hvertfald kun gode minder fra Tivoli. Der er og vil altid være noget magisk og eventyrlig over en have midt i København med forlystelser og sukkerfyldte candyfloss og stor musik. Derfor er det selvfølgelig en kæmpe fornøjelse at kunne spille efter mørkets frembrud med udsigt til en oplyst ballongynge. Vi lover at gøre os umage og vi lover at det nok skal blive en magisk koncert. Vi glæder os helt vildt.”

Simon Kvamm fra Hugorm ser frem til at optræde i Tivoli og siger:

”Publikum kan glæde sig helt særligt, for netop til denne koncert medbringer vi en del af de elementer vi havde med på vores arena-tour i efteråret; dansere og div gæster. Så der bliver fuld valuta for turpasset. Og så er vi ude med en spritny sang ALTMULIGMAND, som handler om én, der kan lidt af hvert, men drømmer om meget af det hele.”

Direktør Tivoli Kultur, Frederik Wiedemann siger:

“Vi håber, at vores gæster sætter masser af krydser i kalenderen i de kommende dage, for det er et ambitiøst og bredt favnende koncertprogram, vi kan præsentere i år. Fredagsrock er en central del af Tivolis kulturtilbud, der spænder fra klassiske koncerter og ballet til comedy og musicals. I sommermånederne udvider vi fredagene med Fredagsrock kl. 19, Fredagscomedy og DJ-fest i Haven. Vi inviterer kort sagt til fredag i Tivoli med masser af festlig hygge og hyggelig fest med god musik og underholdning.”

Fredagsrock 2025

25-apr Saint clara
02-maj Mumle + August Høyen
09-maj Søren Huss + Peter Sommer
16-maj Malte Ebert
23-maj Hugorm
30-maj Mona Moroni + Marie Key
06-jun Magtens Korridorer
13-jun Jung
20-jun Veronica Maggio (SE)
27-jun Black Eyed Peas (US)
04-jul Aqua
11-jul Train (US)
18-jul Scarlet Pleasure
25-jul APHACA
01-aug TV-2
08-aug Bryan Adams (CA)
15-aug Emma Sehested Høeg
22-aug Burhan G
29-aug D-A-D
05-sep The Raveonettes + Turboweekend
12-sep James Morrison (UK)
19-sep Andreas Odbjerg

Pladsreservation
For at give alle den bedste koncertoplevelse kan det blive nødvendigt at indføre pladsreservation på enkelte koncerter. Hold øje med Tivoli.dk

Senere på sommersæsonen udvides Fredagsrock med Fredagsrock kl. 19, Fredagscomedy og DJ-fest i Haven. Mere om det senere

Fredagsrock præsenteres i samarbejde med Royal Beer.

Læs mere på www.tivoli.dk

Fredagsrock 2025 Biografier

Saint clara åbner Fredagsrock den 25. april
Saint clara (f. 2000), med det borgerlige navn Clara Finderup Toft Simonsen, singledebuterede som 17-årig med What They Say, og året efter udsendte hun albummet, hvis titel henviste til hendes 18-års fødselsdag August Eighteen. I 2019 vandt hun en Danish Music Award i kategorien Årets Nye Navn, og samme år hittede hun med sangen „Crazy‟. Hits som Oh My God, Crazy og Girl Like You har skabt intense øjeblikke af fællesskab og fællessang. På sin seneste EP, Songs I Cry 2, der udkom i februar, inviterer Saint clara lytterne tættere på sit personlige følelsesunivers.

Mumle + August Høyen spiller den 2. maj.
Bag Mumle (f. 2003) finder vi Julia Kathrine. Hun er født og opvokset i Haderslev, og er for nyligt rykket til den mindre by Vamdrup; også i Sønderjylland. Mumle brød for alvor igennem i 2023 med hittet Det Modsatte, samme år som hun blev student. Sangen var blandt en håndfuld sange, som den dengang 19-årige handelsskoleelev og bartender på opfordring havde indsendt til pladeselskabet Universal Music. 12. april 2024 var der igen nyt fra Mumle. Her udgav hun singlen Et For Dig.

August Høyen har hurtigt vundet et stort publikum med sine bevægende singler, som han bringer med sig til Tivoli igen. I 2023 siden spillede August Høyen på Orangeriet som en del af Tivolis koncertrække for talenter, MINT, blot fire dage efter hans debut-EP Det Hele Handler Om Dig udkom. Høyens musikalske rejse begyndte, da han som dreng begyndte at spille trommer. Mens han udforskede rytmerne, lyttede han til Stevie Wonder og øvede sig i at synge. I 2021 fik han en guitar af sin far og begyndte at eksperimentere med sangskrivning inspireret af countrymusik. I dag melder fans, at de føler sig både set og hørt i hans fortællinger.

Søren Huss + Peter Sommer spiller den 9. maj
Søren Huss (f. 1975) slog oprindeligt igennem som forsanger og tekstforfatter i rockbandet Saybia. Bandet blev dannet i Nyborg i januar 1993, hvor Huss også voksede op, men har været på pause siden september 2008. I oktober 2010 debuterede han som soloartist med albummet Troen & Ingen. Albummet blev en stor succes, solgte platin med 20.000 eksemplarer og blev rost af anmelderne. Ved Danish Music Awards 2011 blev Huss hædret som Årets danske mandlige kunstner. I april 2024 føjede han endnu et kapitel til sin imponerende sangskat med det anmelderroste album Vi fik mere, end vi kom for.

Peter Sommer (f. 1974) er opvokset i Skanderborg. Han debuterede som soloartist i 2004 med albummet På den anden side. Herfra blev singlen Valby Bakke udnævnt til Ugens Uundgåelige på P3. I 2009 modtog han tre Danish Music Awards for Årets mandlige kunstner, Årets danske rockudgivelse og Årets danske sangskriver samt fire Steppeulven-priser for Årets Album, Årets Sang, Årets Tekstforfatter og Årets Producer. I 2018 udgav han sit femte soloalbum Elskede at drømme, drømmer om at elske, som høstede topanmeldelser med fem hjerter i Politiken og fem stjerner i både Berlingske og BT. I 2025 vender han tilbage med nye sange, hvor førstesinglen Broerne i Paris markerer hans første udspil i flere år.

Malte Ebert spiller den 16. maj
Malte Ebert (f. 1994 i Andkær, Vejle) er en dansk singer-songwriter, udgav sin første single Rather Be i 2018, som fløj direkte ind som nummer tre på Spotify top-50. Han er kendt for sin smukke stemme, følsomme tekster og lækre melodier og har optrådt på flere store festivaler og modtaget en Danish Music Award for Årets Nye Danske Navn. Andre kendte sange fra Malte Ebert inkluderer I Don’t Want To Know og Same For You.

Hugorm spiller den 23. maj
Hugorm, der består af Simon Kvamm, Morten Gorm og Árni Bergmann, har i flere år været hyppige gæster på festivaler og spillesteder. Oveni de mange highlights står Hugorms livekoncerter, leveret foran deres trofaste medlemmer af Hugarmy og de mange nye fans. Hugorm leverede også musik til den første sæson af Simon Kvamms sadcom tv-serie Guru, og eksperimentet med at kombinere dyster musik med komisk drama fortsætter, når Hugorm med udgangspunkt i sangene fra Tro, hug og kærlighed lægger musik til seriens anden sæson, som udkom i 2022 på DRTV og DR2. Simon Kvamm føjede i år nye kapitler til sit imponerende cv som dommer i TV2’s X Factor.

Mona Moroni + Marie Key spiller den 30. maj
Marie Key (f.1979) slog bredt igennem med soloalbummet De her dage fra 2012. For første gang siden 2018 er Marie Key tilbage med band på sommerens festivaler. Med sig har hun nye sange fra sit seneste album „På vej hjem‟, som udkom i april 2024. I 2022 tog Marie Key hul på et nyt kapitel med albummet ‟Lys Finale‟, som hun lavede sammen med den populære jazzduo Bremer/McCoy. Samarbejdet med bassisten Jonathan Bremer fortsatte Marie Key på hendes seneste album. Hendes populære bagkatalog består blandt andet af hits som Uden Forsvar, Landet, Fatter det nu og True Love.

Mona Moroni er et dansk popband, der hylder 80’ernes danske popscene med et strejf af nostalgi fra ikoniske børnefilm som Busters Verden, Gummi Tarzan og Zappa. I 2024 udgav de deres anmelderroste debutalbum Vågen igen, og forsanger Sofia Storck har desuden lagt vokal på Kesis hit Tusind timer.

Magtens Korridorer spiller den 6. juni
Magtens Korridorer består af Johan Olsen (vokal), Niklas Schneidermann (guitar), Rasmus Kern (guitar og keys), Terkel Møhl (bas) og Anders Ramhede (trommer). Bandet har udgivet otte album, hvoraf flere har opnået platin- og guldstatus. Deres største hits inkluderer sange som „Kom og giv mig alle dine penge‟, „Lorte Parforhold‟, „Militskvinder‟ og „Pandora‟. Magtens Korridorer har vundet flere priser gennem årene, herunder både P3 Guld og DMA-priser for både årets rockudgivelse og årets danske live-act.

Jung spiller den 13. juni
Jung er et dansk poprock- og synthpop-band, der blev dannet i 2017 af Michael Hovmand Hansen (keyboard), Sigurd Boesen (guitar) og Jonas Jung Larsen (vokal). I 2019 debuterede de med singlen Jeg skal nok vente, og senere samme år blev deres anden single, Hun kommer tilbage, udvalgt som P3’s Uundgåelige. Marts 2020 markerede udgivelsen af deres første album, Blitz, som opnåede guld i august samme år og sidenhen blev certificeret dobbelt platin i 2023. Albummet indeholder også deres største hit, Blitz, baby, der ligeledes har opnået dobbelt platin. I 2020 blev Jung kåret som ‚Årets Nye Danske Livenavn‛ ved Danish Music Awards. Året efter blev de aftenens store vindere ved GAFFA-Prisen 2021, hvor de sikrede sig fem ud af seks priser, de var nomineret til – herunder ‚Årets Danske Udgivelse‛ og ‚Årets Danske Band‛.

Veronica Maggio spiller den 20. juni
Veronica Maggio (f. 1981) er kendt som Sveriges ubestridte live-dronning og har siden sin debut i 2006 begejstret både kritikere og fans. Med syv anmelderroste album – alle belønnet med multiplatin – har hun opnået enestående kommerciel succes. Med næsten 1,5 milliarder streams på Spotify har hun skrevet historie som den første artist nogensinde, hvis svenske sangkatalog har nået den milepæl. I både 2022 og 2023 var hun Sveriges fjerde mest streamede artist på Spotify, og i 2024 blev hun hædret med titlen Årets P3 Ikon af den svenske P3. Hendes seneste album modtog desuden en svensk Grammis for Årets Pop samt en svensk P3 Guld-pris.

Black Eyed Peas spiller den 27. juni
I løbet af 25 år har Los Angeles-trioen Black Eyed Peas – will.i.am, Apl.de.Ap og Taboo – vundet seks grammyer og solgt 35 millioner albums samt 120 millioner singler. Som en af deres generations største musikgrupper blev de kåret som den næstmest solgte artist/gruppe nogensinde inden for downloadede numre og placerede sig på Billboards “Hot 100 Artists of the Decade.” I 2022 udkom gruppen med hittet Don’t You Worry med Shakira og David Guetta. Black Eyed Peas’ tidligere forsanger, Fergie, forlod gruppen i 2018. Publikum kan opleve den filippinsk-amerikanske sangerinde J. Rey Soul indtage scenen sammen med trioen.

Aqua spiller den 4. juli
Lene Nystrøm, René Dif og Søren Rasted dannede i 1996 popfænomenet Aqua, nu snart er 30 år inde i deres karriere. Både nationalt og international bliver Aqua anerkendt for deres unikke cocktail af catchy musik og edgy performances – et format som skiller sig ud, og som placerer Aqua i øverste pop-kaliber. I 2023, 26 år efter Aquas verdenshit Barbie Girl udkom på deres debutalbum Aquarium, udkom Nicki Minaj og Ice Spice med en ny version af megahittet, som endnu en gang turnerede verdens hitlister som del af soundtracket til Hollywood-storfilmen Barbie.

Train spiller den 11. juli
Train er et prisvindende band fra San Francisco, siden udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum har de haft 14 sange på Billboards Hot 100-liste. Bandets rejse mod toppen begyndte i 1994, hvor de oprindelige fem medlemmer opbyggede en trofast fanskare i hjembyen. Train har solgt mere end 10 millioner album og 30 millioner singler på verdensplan og har vundet tre Grammy Awards samt to Billboard Music Awards. Bandet består i dag af Hector Maldonado, Jerry Becker, Matt Musty, Taylor Locke og forsanger Pat Monahan, hvor sidstnævnte var med til at stifte Train i 1993. Blandt deres største hits er Drive By, 50 Ways to Say Goodbye, Marry Me, Vacation og selvfølgelig gigahittene Drops of Jupiter og Hey, Soul Sister.

Scarlet Pleasure spiller den 18. juli
Scarlet Pleasure blev dannet, da Emil Goll, Alexander Malone og Joachim Dencker mødte hinanden på Rudolf Steiner-skolen Vidar i Gentofte. Striben af hit er lang og de rammer dig som et varmt pust fra sydligere himmelstrøg: Windy, Limbo, Deja Vu, 24/7, Heat, Good Together og What a Life, sidstnævnte som blev verdenskendt som titelmelodien i Thomas Vinterbergs Oscar-vindende spillefilm Druk. Scarlet Pleasure har vundet flere store priser, heriblandt Danish Music Awards 2017, P3 Guld 2017 og MTV EMA 2018

APHACHA spiller den 25. juli
APHACHA beriger den danske musikscene med sange om ungdommens oplevelser, venskab og fællesskab. Bandets medlemmer – Rumle Hueg Kærså, Bertram Ask Plauborg, Bertil Engberg Nielsen og Noah Elias Rasmussen – fandt sammen på Det Frie Gymnasium på Nørrebro i København. Efter halvandet års pause fra udgivelser vendte APHACHA tilbage i oktober 2023 med evighedsmetaforen Til Solen Er Sort. Fredag den 11. oktober samlede det københavnske band EP’erne Mig Og Min Mund og den nyeste, Kan Du Mærke Suset?, på vinyludgivelsen MAGNA.

TV-2 spiller den 1. august
TV-2 har siden 1981 leveret musik, hvor de udgav deres første album Fantastiske Toyota. Hele fire årtier er passeret, og med de samme fire bandmedlemmer, Steffen Brandt (forsanger, keyboard, guitar), Hans Erik Lerchenfeld (guitar), Sven Gaul (trommer) og Georg Olesen (bas), tilhører TV-2 en af de sjældenheder, som har holdt sammen og leveret musik i usædvanlige 40 år. TV-2 har vundet flere priser, herunder flere Danish Music Awards. TV-2 kan skrive flere end 200 sangudgivelser, 19 studiealbums og mere end 1.200 koncerter på cv’et. Klassikere som ‘Bag Duggede Ruder’, ’Alt Hvad Hun Ville Var At Danse’ og ‘De Første Kærester På Månen’ er blot et lille udpluk af de mange klassikere, som det folkekære band har leveret,

Bryan Adams spiller til Fredagsrock den 8. august og LørdagsHits den 9. august
Med over 60 millioner solgte albums er Bryan Adams (f. 1959) en af Canadas bedst sælgende mandlige artister. Til sommer drager han ud på sin verdensturné Roll With the Punches, opkaldt efter hans aktuelle album. Gennembruddet kom i 1984 med albummet Reckless, der bød på klassikere som Summer of ’69, It’s Only Love og One Night Love Affair. Med over 20 udgivelser, utallige hitsingler og millioner af streams fortsætter han med at sætte sit præg på musikscenen. Gennem karrieren har Bryan Adams modtaget 15 Grammy-nomineringer – herunder en sejr i 1992 for Best Song Written Specifically for a Motion Picture or Television, samt tre Oscar-nomineringer og fem Golden Globe-nomineringer.

Emma Sehested Høeg spiller den 15. august
Emma Sehested Høeg, har tidligere er gået under navnet Dame Dearest. Mange kan desuden genkende Emma Sehested Høeg som skuespiller i DR-serien Orkestret og TV2-serien Killjoy. Sangeren og den anmelderroste skuespiller er især kendt for sine storladne og flamboyante koncertoptrædener,

Burhan G spiller den 22. august
Burhan G (f. 1983) har udgivet hele syv studiealbums, ført an af de ikoniske, ’Playground’ og ’Breakout’, som definerede dansk R&B i 00’erne. I 2010 udkom det selvbetitlede debutalbum på dansk, som er solgt i svimlende 6 gange Platin og skrev sig direkte ind i vores allesammens sangskat med hits som ’Jeg’ i Live’, ’Mest Ondt’ og ’Tættere På Himlen’. Den danske rapper og singer-songwriter står bag de hitspækkede albums, ’Din For Evigt’ (2013) og ’Pas På Pigerne’ (2016), som bl.a. kastede evigt unge hits som ’Kalder Mig Hjem’, ’Karma’, Kærlighed & Krig’ og ’Lucy’ af sig – heriblandt seks Guld- og Platin-hits samt to 2 gange Platin-singler. Senest har han udgivet musik under overskriften Generationer – samarbejder med navne som Tessa, Pil og ikke mindst Kidd og Tobias Rahim på genudgivelsen af debutsinglen: Burhan G. Singlerne er streamet mere end 25 millioner gange på Spotify.

D-A-D spiller den 29. august
D-A-D, er et af Danmarks mest ikoniske rockbands. Med mere end 40 års erfaring har bandet udgivet en lang række hits, herunder „Sleeping My Day Away‟, „Bad Craziness‟, „Laugh ‚n‛ A Half‟ og „Girl Nation‟. D-A-D har også vundet adskillige priser gennem årene, herunder flere DMA-priser og en MTV Europe Music Award for bedste danske artist. I 2024 kunne D-A-D fejre deres 40-års jubilæum. Den 12. april 2025 udkommer deres firedobbelte livealbum med titlen Live from the Arena.

The Raveonettes + Turboweekend spiller den 5. september
The Raveonettes: Med debutpladen Whip it on! blev hele verdens ører med et rettet mod det nye danske band The Raveonettes. Sune Rose Wagner (guitar og vokal) og Sharin Foo (bas, guitar og vokal) hentede i sin tid inspiration fra 1950’ernes amerikanske rock’n’roll, 60ernes pige grupper og surf guitaren fra Californien. Deres største hitsingler tæller blandt andet That Great Love Sound, I Wanna Be Adored, Love in a Trashcan og Last Dance

Turboweekend består af trommeslager Martin Petersen, vokalist Silas Bjerregaard og bassist Morten Køie. Deres anmelderroste debutalbum, ’Night Shift’ (2007), blev fulgt op af Turboweekends helt store gennembrud med gruppens andet album, Ghost of a Chance (2009). Hitsingler som After Hours, Something or Nothing og ikke mindst Trouble Is førte til fornemme priser som Årets Hit ved GAFFA Prisen og P3 Gennembruddet ved P3 Guld, mens Turboweekend, som turnerede i både ind- og udland, modtog en Danish Music Award som Årets Danske Livenavn i 2011.

James Morrison spiller den 12. september
Engelske James Morrison (f. 1984) slog igennem med sin debutsingle You Give Me Something i 2006, som nåede top-5 på UK Singles Chart, og blev certificeret platin af British Phonographic Industry, og blev et hit i flere europæiske lande. Hans tredje album, The Awakening (2011), toppede ligeledes den britiske albumhitliste, mens hans fjerde album, Higher Than Here (2015) nåede top-10. Foruden megahittet You Give Me Something er James Morrison største singler I Won’t Let You Go, You Make It Real og Broken Strings, hvor canadiske Nelly Furtado optræder som featured på sidstnævnte single.

Andreas Odbjerg lukker Fredagsrock-sæsonen den 19. september
2021 blev året hvor Andreas Odbjerg (f. 1987) for alvor bed sig fast på den hjemlige musikscene med udsolgte koncerter, hitlisteplaceringer I morgen er der også en dag. Samme år vandt han Danish Music Awards‛ priser Årets Nye Danske Navn og Årets Sangskriver. Han er et af Danmarks allerstørste sangskrivertalenter og har skrevet sange for og med Malte Ebert, Kongsted, Ankerstjerne, Patrick Dorgan, Lord Siva, Vera, Chris Burton, Ericka Jane og Drew Sycamore. I 2024 udgav han sin sit andet studiealbum Un hommage.