Hvordan ser et kvindeliv ud, når man har levet mere end 70 år? Hvordan forandrer kærlighed, tab og svigt et menneske? Og er det nogen sinde for sent at gøre sig fri af fortiden? Spørgsmål som disse er på spil i den kommende teaterforestilling TIT ER JEG GLAD, som får urpremiere på Teatret ved Sorte Hest den 24. april 2025.

Den anerkendte forfatter Jens Christian Grøndahl har omarbejdet sin roste roman TIT ER JEG GLAD (2016) til en scenisk monolog. Forestillingen skabes efter ide af Solbjørg Højfeldt, som også er instruktør og producent på projektet, der præsenteres som et gæstespil på Teatret ved Sorte Hest – et teater, kendt for sin interesse for at udforske litteraturens vej til scenen. I hovedrollen som den 70-årige kvinde Ellinor, der ser tilbage på sit levede liv, kan publikum glæde sig til at opleve den
prisvindende skuespiller Kirsten Olesen.

Et stærkt, medrivende og usentimentalt portræt af et kvindeliv
Indimellem skal der bogstaveligt talt et lavineskred i de italienske alper til for at afdække hemmeligheder og løgne.

TIT ER JEG GLAD er en intens fortælling om Ellinor, som blot var 30 år, da en tragisk ulykke ændrede alt. Hun mistede sin mand og sin bedste veninde, og nu, 40 år senere, ser hun tilbage på, hvordan hun siden kom til at leve venindens liv med dennes mand og to sønner.

Barsk og inderligt fortæller hun om relationer mellem generationer, om at opdrage andres børn og om den ømhed og kærlighed, der kan vokse ud af et venskab. Om at miste igen, gøre sig stærk og synlig, og endelig tage de afgørende skridt ud i friheden som den, hun er.

Kvinder i kunst – kunsten at være kvinde
Når produktionen TIT ER JEG GLAD gæster Teatret ved Sorte Hest berøres eksistentielle temaer som sorg, kærlighed og identitet med skarphed og humor. I en scenekunstverden, hvor kvinder på 70+ ofte er usynlige, er denne forestilling en hyldest til den modne kvindes erfaring og nærvær.

TIT ER JEG GLAD giver stemme til en overset aldersgruppe, der sjældent får lov til at være omdrejningspunktet i en stor fortælling – ovenikøbet formidlet af en skuespiller, der selv er 75 år, og en instruktør på 78 år, som begge bærer et langt liv med sig på godt og ondt.

Læs mere om forestillingen her:

TIT ER JEG GLAD – 2025 – Teatret ved Sorte Hest

Kirsten Olesen. Foto: Robin Skjoldborg