Rigshospitalet afholder igen i år ’Super Seje Søskende Dag’ – en festlig dag på Rigshospitalet, hvor søskende til syge børn og unge hyldes, fejres og anerkendes.​​

Foto Anne Beth WItte

Hvert år rammes mere end 33.000 børn og unge af en kronisk eller alvorlig sygdom. Og det kan få store konsekvenser ikke blot for det syge barn, men også for raske søskende. Den raske bror eller søster kommer let til at lide under det massive fokus, der helt naturligt er på den syge bror eller søster og de bekymringer, forældrene står med i den forbindelse.

De raske søskende kommer derfor let til at stå ’i skyggen’ af det syge barn i familien, fordi forældrene naturligvis må bruge størstedelen af deres energi og fokus på det syge barn og bekymringer omkring dette.

Super Seje Søskende Dagen har til formål at hylde og sætte fokus på søskende til kronisk og alvorligt syge børn og unge. Målet med dagen er at anerkende de raske søskende for den rolle de spiller i familien, at booste søskendes selvværd og at inddrage søskende i, hvad der foregår på hospitalet.

Super Seje Søskende D​ag – 5. april 2025
I år er det tredje gang, Rigshospitalet afholder Super Seje Søskende Dagen og den 5. april 2025 kan vi nu igen slå dørene op til en helt særlig festdag for de raske søskende. ​

På dagen kommer deltagerne til at følges rundt med en guide og andre søskende i samme aldersgruppe, hhv. 5-8 år, 9-12 år og 13-18 år. Til hver aldersgruppe har vi udvalgt nogle helt særlige aktiviteter. Mens børnene og de unge er afsted til aktiviteterne, er der Forældreforum og Brevskrivningscafé for forældrene. Læs mere om aktiviteterne og hvordan man tilmelder sig i programmet nedenfor. Dagen afsluttes med en helt særlig hyldestceremoni, hvor forældrene blandt andet overrækker et kærlighedsbrev til deres barn.

På Super Seje Søskende Dagen vil børnelægen Sandra, kendt fra Bamselægen, byde velkommen og stå for afslutningsceremonien for de 5-8 årige og de 9-12 årige. De 13-18 årige vil blive budt velkommen i ungecaféen i Hr. Berg og de har også deres egen afslutningsceremoni i kælderen efter dagens aktiviteter.

​​​Tilmelding
Super Seje Søskende Dag er målrettet søskende (5-18 år) til kronisk og alvorligt syge børn, som er og har været tilknyttet Rigshospitalet igennem en periode. For at sikre den bedst mulige oplevelse for det enkelte barn/unge er der begrænsede pladser. Tilmelding er betinget af forældredeltagelse.

Ved tilmelding vil der for de 5-8 årige være behov for at vælge mellem forskellige aktiviteter. Forældre, de 9-12 årige og de 13-18 årige når igennem alle aktiviteter. ​

For at vi kan opbevare jeres data på en sikker måde, tilsendes et personligt link til tilmeldingsproceduren via forælderens e-Boks.

Klik her for at give samtykke til, at vi må sende dig et link til tilmelding.

Program