I et samarbejde på tværs af politikredse er der i dag anholdt fem personer og ransaget 18 adresser i en aktion rettet mod to kriminelle grupperinger, der er i konflikt med hinanden. Det oplyses i en pressemeddelelse fra Københavns Politi.
Dagens aktion sker efter flere skyderier i det offentlige rum som led i konflikten. Aktionen er udført under ledelse af Københavns Politi, Særlig Efterforskning Øst, og Københavns Vestegns Politi. Det er sket i tæt samarbejde med Nordsjællands og Midt- og Vestsjællands Politi. Der er foretaget ransagninger på 18 forskellige adresser i de fire politikredse, og derudover har fem personer kortvarigt været anholdt.
»Skyderier i det offentlige rum er en helt uacceptabel og særdeles kynisk adfærd, som politiet på ingen måder hverken kan eller vil acceptere. Dagens aktion sker som en helt naturlig konsekvens af flere skyderier og konflikten mellem grupperingerne,« siger leder af SEØ, politiinspektør Mads Helios.
Der er både ransaget i private boliger og tilholdssteder for grupperingerne. »Vi har foretaget ransagninger på adresser og opholdssteder for de personer, som efter vores opfattelse spiller centrale roller i sammenstødene mellem de to grupperinger,« siger Mads Helios.