Det er under et år siden, Spor10 åbnede i Jernbanebyen, men siden er det gået stærkt. Organisationer og foreninger har fyldt lokalerne, og hver onsdag har beboere fra de øvrige bydele strømmet til for socialt samvær, fysisk aktivitet og fællesspisning. I det nye år åbner Spor10 Onsdage igen med endnu flere aktiviteter.

Foto ABW

Overgangen til et nyt år er for mange en god anledning til refleksion og tilbageblik – også for Jesse Shapins, Head of Urban Development i Nrep, der på denne tid sidste år traskede gennem de højloftede haller i den gamle toldkammerbygning på Vasbygade 10 og forsøgte at forestille sig, hvad de mange tomme, uudnyttede kvadratmeter kunne blive til.

”Det er fantastisk at tænke tilbage på i dag, hvor Spor10 rent faktisk er blevet en ny model for, hvordan man bygger et bykvarter op fra bunden omkring en sund social infrastruktur,” siger Jesse Shapins.

Det er kun otte måneder siden, Spor10 fik sine første beboere, iværksætterfællesskabet Maker, og i starten af oktober åbnede huset for offentligheden med Spor10 Onsdage. Men selvom de fysiske rammer var på plads, har det krævet både tålmodighed, ihærdighed og ikke mindst gode partnerskaber at skabe et helt nyt samlingssted, hvor der ikke er et eksisterende samfund og fællesskab.

Siden oktober har Spor10 budt op mod 10.000 mennesker velkommen, vurderer Jesse Shapins, og hver onsdag eftermiddag myldrer hundredvis af mennesker ind i bygningen med det takkede tag for at stå på løbehjul eller rulleskøjter, spille fodbold, floorball eller pickleball, bokse, tumle, tegne med kridt, male på papkasser eller hygge med brætspil.

Én af dem, der kommer til Spor10 fra omkringliggende bydele, er Camilla Bagge og hendes børn, niårige Sara og seksårige Lukas, der bor i Enghave Brygge. De hørte om stedet gennem Lukas’ fodboldklub, og det er deres tredje Spor10-onsdag.

”Vi har mest brugt hallerne til at løbe på løbehjul og rulleskøjter, og så har vi været ovre i tumlesalen og lege lidt med vores mindre naboer,” fortæller Camilla Bagge, mens datteren og en veninde fnisende suser forbi iført hjelme og lyserøde rulleskøjter.

Jesse Shapins glæder sig over, at det er lykkedes at tiltrække et så stort spænd af besøgende til Spor10 – fra helt små børn, der tumler rundt i farverige skumpuder og teenagere, der frygtløst kaster sig ud over ramperne på løbehjul til voksne, der finder ro i en hektisk hverdag med et isbad eller en tur i sauna.

”Det er lykkedes os at skabe et sted, der er levende hver eneste dag. Ikke alene gennem store begivenheder som Copenhagen Street Festival og den årlige sommerfest, men også – og især – gennem de mange forskellige aktiviteter, vi har i bygningen og ikke mindst den ugentlige fællesspisning om onsdagen,” forklarer Jesse Shapins.

Første åbningsdag i det nye år er 10. januar, hvor der vil være en række nye aktiviteter, herunder salsa.

Om Spor10:
Med et fokus på kulturelle, kreative og fysiske aktiviteter er Spor10 et sted for alle aldersgrupper. Spor10 er med til at danne grundlaget for fremtidens byudvikling i Jernbanebyen, der skal være inkluderende og støtte såvel fællesskaber som sundhed og trivsel. Spor10-projektet ledes af Nrep i samarbejde med et bredt spektrum af partnere: C40 Cities, Novo Nordisk A/S, Ingka Group (IKEA Retail), Gehl Architects, Arup, COBE, Gehl and Archival Studies, DSB Ejendomsudvikling, Freja Ejendomme, Novo Holdings, Industriens Pension samt et voksende netværk af lokale samarbejdspartnere: Maker, Mills, Vestia, Cycling without age, PlugIn, DGI og mange flere.

Kilde.