Et højt indhold af kviksølv medfører, at det bliver forbudt at tage torsk, der er fanget i Københavns Havn med hjem fra 1. juli.

Foto ABW

​​​Lystfiskerne kan også fremover kaste krogen i Københavns Havn og hale torsk i land, men de skal tilbage i havnen og må ikke komme hjem i køkkenet. Den 1. juli træder et forbud mod hjemtagning af torsk nemlig i kraft, fordi mængden af kviksølv i torsk kan overstige de tilladte grænseværdier.

– EU har sænket grænsen for det maksimale kviksølvindhold fra 0,5 til 0,3 milligram pr. kg. torsk efter en ny vurdering af de sundhedsskadelige effekter af kviksølv. Kviksølv påvirker udviklingen af nerve- og hjerneceller og udgør derfor en særskilt risiko for børn og fostre, fordi hjernen udvikler sig hurtigt i de tidlige leveår, siger Henrik Dammand Nielsen, kontorchef i Fødevarestyrelsen.

Kviksølv er kritisk for dyr og mennesker, fordi det ophobes i kroppen. Gravide og småbørnsforældre skal være særligt opmærksomme, fordi selv et kortvarigt højt kviksølvindtag kan påvirke små børn.

Kviksølvforureningen i Københavns Havn kommer bl.a. fra tidligere industri i området. Det har derfor i mange år været forbudt at fiske skrubber, sild, aborre og ål i Københavns Havn. Fra den 1. juli bliver det igen tilladt af fange disse fisk, men de skal, ligesom torsken, tilbage i havnen, så der ikke opstår risiko for, at de ender på en middagstallerken.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi spiser fisk

Fødevarestyrelsen fører løbende kontrol med både torsk og andre fisk, der bliver handlet på fiskeauktionerne. Prøveresultaterne viser, at indholdet af kviksølv i fisk ligger væsentligt under grænseværdierne.

Læs mere om kviksølv i fisk på Fødevarestyrelsens hjemmeside:

Gravid med mindre kemi

Specifikke fødevarer – vælg fisk

Kemiske stoffer i mad – vælg kviksølv

Fiskeristyrelsen:

Regler for lyst- og fritidsfiskeri

By & Havn, Københavns Havn

Regler for fiskeri i Københavns Havn

Fakta:

– Forbud mod hjemtagning af fisk fremgår af bekendtgørelse nr. 924 af 20. juni 2022

– Forbuddet omfatter arterne torsk (Gadus morhua), skrubber (Platichthys flesus), sild (Clupea harengus), aborre (Perca fluviatilis) og ål (Anguilla anguilla) fanget i Københavns Havn.

– Københavns Havn har i mange år været omfattet af særlige bestemmelser for fiskeri på grund af kviksølvforurening.

– Kviksølv ophobes gennem fødekæden. De højeste koncentrationer findes i store fisk.

– Det europæiske fødevaresikkerhedsagentur EFSA har revurderet de sundhedsskadelige effekter af kviksølv.

– EU har på baggrund af EFSA’s vurdering nedsat de maksimale grænseværdier for torsk fra 0,5 milligram kviksølv pr kg. til 0,3 milligram pr. kg.

Kilde.