Der bliver fokus på at genstarte det fælles arbejdsmarked og styrke mobiliteten, når Københavns Kommune i 2022 har formandskabet for Greater Copenhagen. Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen er tiltrådt som ny formand for samarbejdet over Øresund.
I Greater Copenhagen-regionen er økonomien nu på vej i den rigtige retning igen, efter mere end to år hvor udviklingen har været præget af lukkede grænser og corona.
Står det til Sophie Hæstorp Andersen, den nytiltrådte formand i Greater Copenhagen, skal der sættes endnu mere skub i den udvikling ved bl.a. at skabe et bedre sammenhængende arbejdsmarked på tværs af regionen.
Sophie Hæstorp Andersen overtager posten efter Region Skånes formand Carl Johan Sonesson.
Sophie Hæstorp Andersen vil det kommende år bygge videre på succesen med fælles jobmesser, hvor man matcher ledige svenskere med danske arbejdspladser, der mangler hænder. Den første jobmesse blev holdt i Malmø sidste efterår og resulterede i 48 ansættelser og over 300 ansøgninger. I 2022 planlægges fire nye jobmesser.
Derudover vil den nytiltrådte formand arbejde for at forbedre infrastrukturen i regionen, og at Greater Copenhagens internationale tilgængelighed styrkes. Det skal bl.a. ske ved at samarbejde endnu mere på tværs af grænsen om planlægningen af infrastrukturen i regionen og ved støtte op om Københavns Lufthavns udviklingsplan samt generobringen af tabte ruter og de kommende ruteudvidelser.