Banedanmark har i et fællesprojekt med Københavns Kommune givet over 200 skolebørn lov til at dekorere gangtunnellen fra Enghavevej til Otto Busses Vej. Udsmykningen vil blandt andet illustrere byens liv og muligheder.
Skolebørn giver nyt liv til gangtunnel
Banedanmark har i et fællesprojekt med Københavns Kommune givet over 200 skolebørn lov til at dekorere gangtunnellen fra Enghavevej til Otto Busses Vej. Udsmykningen vil blandt andet illustrere byens liv og muligheder.
Snart vil lokale borgere blive mødt af et lidt anderledes syn, når de benytter sig af gangtunnellen ved Otto Busses Vej.
Banedanmark, som ejer tunnelen, har nemlig indgået en aftale med Københavns Kommune om at give eleverne på Oehlenschlægersgades Skole lov til at udsmykke tunnellens vægge med malerier.
Helt konkret er det kommunens billedskole, som inspireret af kunstformen street-art har inviteret eleverne til at male akrylmotiver, der alle handler om, hvad vi kan opleve, når vi bevæger os gennem byen.
Dekoreret skolevej
Over 200 elever har deltaget i projektet, hvor de hele vejen igennem har fået vejledning fra undervisere fra Billedskolen i Tvillingehallen. Efter mange timer i værkstedet kan eleverne nu glæde sig til torsdag formiddag 25. marts, hvor de mange værker vil blive sat op i tunnellen.
Her skal de indtil videre hænge frem til sommerferien. Og projektets udtryk og placering er da heller ikke helt tilfældig. For da Oehlenschlægersgades Skole i øjeblikket er ved at blive renoveret, er der nemlig opført en midlertidig skolebygning på Otto Busses Vej.
Det betyder, at en stor del af eleverne hver dag benytter sig af netop gangtunnellen som skolevej. Og ifølge områdechef i Banedanmark, Bianka Saarnak, har det derfor også været oplagt at give eleverne mulighed for at sætte deres helt eget præg på tunnellens udtryk.
“Vi er rigtig glade for, at tunnellen bliver gjort mere indbydende for de mange skolebørn, som benytter tunnelen når de skal til og fra skole. Det giver rigtig god mening,” siger områdechef Bianka Saarnak fra Banedanmark.
En forskel i bybilledet
Souschef på Billedskolen i Tvillingehallen Anders Rodin glæder sig over, at Banedanmark har givet eleverne lov til at bruge gangtunnellens vægge som kanvas.
“Med dette street-art projekt er vi meget glade for at kunne give de deltagende elever mulighed for at opleve, at de billeder, de skaber i fællesskab, faktisk bliver sat op og kan ses og opleves af andre og på den måde bidrager til bybilledet på en positiv og spændende måde,” siger Anders Rodin.
De mange malerier forventes at blive monteret i gangtunnellen torsdag 25. marts i tidsrummet 10-11.
Du kan læse mere om projektet på billedskolens egen hjemmeside her: http://presscloud.com/csp/vocast/l.csp?A=402262786692255&B=861712]Tunnel-projektet /