Hvordan foregår Shut Up & Write i København? Det er et simpelt koncept, hvor der er plads til alle skriveglade mennesker. Der er ingen krav, det er ingen workshop og intet pres. Uanset om man går med en forfatterdrøm, skriver speciale, vil skrive et digt eller en jobansøgning, er det en perfekt ramme for at fordybe sig i sit skriveprojekt med en god kop kaffe.
Som navnet fint beskriver, er rammen, at man tier stille og skriver. Har man efterfølgende lyst til at diskutere, snakke om, eller ønsker feedback om sit skriv, kan man frit gøre dette. Hvor & hvornår? Eventet foregår hver torsdag fra kl. 15-17. Derefter er man velkommen til at blive og hygge – og møde andre skrivende. Det foregår altid i Byens Forlags bogcafe i Istedgade.
Hvad skal jeg medbringe?
Du skal have det med, som du har brug for. Om du skriver på computer eller med blyant og notesbog, er op til dig. Hvis du let bliver forstyrret af baggrundsstøj, kan det være en idé at medbringe et par høretelefoner. Stikkontakter og wi-fi er altid frit tilgængeligt.