Fuglene synger, vejret er varmere, og tiden er nu inde til, at du langsomt skruer ned for radiatorerne indenfor og sender dit fjernvarmeanlæg på en velfortjent lang sommerferie fra midt i maj og frem til midt september.
Send dit varmeanlæg på sommerferie. Det er opfordringen fra HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, i anledning af Danmarks nationale sommer-luk dag den 15. maj.

Luk dit varmeanlæg om sommeren
Mange slukker for varmen på radiatoren og lader selve varmeanlægget (oftest placeret i kælderen) være tændt hen over sommeren. Det er en dårlig ide, ifølge energirådgiver i HOFOR Carsten Nielsen, der forklarer:
„Vi anbefaler, at du sommerlukker for dit varmeanlæg og ikke kun skruer ned for varmen på termostaten. Det svarer lidt til, at du lader din bil køre i tomgang i et længere stykke tid. Det er energikrævende, og det koster. Det samme gælder for dit varmeanlæg, hvis du ikke sommerlukker. Her vil der løbe vand rundt i systemet til ingen energivenlig nytte.‟
Godt for pengepungen
HOFOR leverer fjernvarme til stort set alle københavnere, der i runde tal er ca. 625.000 københavnere. Langt de fleste husstande i København opvarmes dermed med fjernvarme fra HOFOR.
En gennemsnitlig villafamilie vil kunne spare mellem. 1.000 – 1.500 kr. om året, hvis de sommerlukker deres varmeanlæg. Ud over at hjælpe på økonomien, mindsker det også CO2-udledningen.
„Hele sommerluk-manøvren tager kun små fem minutter; fra at du finder sommerventilen, lukker for den og efterfølgende får slukket cirkulationspumpen på fjernvarmeanlægget. Er du villaejer, gør du det selv, bor du i en forening, så kan viceværten gøre det,‟ fortæller Carsten Nielsen.
Sommerluk-perioden varer fra 15. maj til 15. september.
Sådan sommerlukker du
Luk for anlæggets sommerventil
Sluk for cirkulationspumpen
Tænd 10-15 sekunder for cirkulationspumpen et par gange om sommeren, så den ikke „sætter sig fast‟
Husk også at lufte ud i din bolig især på de lidt kølige sommerdage