Der var stort bifald til aftenens premiere på Klods-Hans i Tivoli, hvor mange gæster overværede balletten på det 150 år gamle Pantomimeteater. Her er billeder og video fra verdenspremieren på Klods-Hans på Pantomimeteatret i Tivoli lørdag den 22. juni.
Youtube: https://youtu.be/JX9I7lqHLKQ
Bag forestillingen står komponist Phillip Faber, koreograf Tobias Praetorius og H.M. Dronning Margrethe, der har skabt scenografien og kostumerne til balletten. De var alle mødt op for at overvære verdenspremieren på H.C. Andersen-balletten i Tivoli. Farverne på Pantomimeteatret var ekstra klare, eftersom det 150 år gamle teater for få måneder siden den 8. maj fik et nyt påfuglefortæppe, der også er skabt af H.M. Dronning Margrethe. Det nye Påfuglefortæppe blev også afsløret i forbindelse med markeringen af Pantomimeteatrets 150-års fødselsdag. Da forestillingen var færdig bukkede Phillip Faber, Tobias Praetorius, H.M. Dronning Margrethe, danserne og resten af holdet for det klappende publikum.
I anledning af at Pantomimeteatret i år har eksisteret i Tivoli i 150 år sættes der særligt fokus på balletten i forlystelseshaven. Derfor bliver Pantomimeteatret fejret ved at H.C. Andersens klassiske eventyr om Klods-Hans bliver opført som ny ballet på Pantomimeteateret med premiere den 22. juni klokken 20.00. Den prisbelønnede koreograf og solist ved Den Kongelige Ballet Tobias Praetorius står bag koreografien, musikken er skrevet af komponist, dirigent og tv-vært Phillip Faber, og Dronning Margrethe har lavet scenografien og kostumerne. Klods-Hans er den niende forestilling i Tivoli med Dronning Margrethe som scenograf. Forestillingen kan opleves udvalgte dage frem til den 25. august.
H.C. Andersens eventyr om Klods-Hans er historien om den opfindsomme unge mand, der med kække bemærkninger og glimt i øjet trodser alle forhindringerne og vinder prinsessens hjerte og det halve kongerige. Eventyret, der er fra 1855, byder både på gode grin, stof til eftertanke og passer perfekt til Pantomimeteatret, der har en lang og ubrudt tradition for eventyrballetter.
Dronning Margrethe som scenograf for niende gang
Dronning Margrethe er en erfaren scenograf, som tidligere har lavet seks forestillinger på Pantomimeteateret, herunder Askepot, Fyrtøjet og Svinedrengen. Foruden forestillingerne til Pantomimeteatret har Dronningen været med til at skabe to store anmelderroste balletter i Tivolis Koncertsal, Nøddeknækkeren og Snedronningen, med mere end 100 kostumer og adskillige scenebilleder. Med det kreative samarbejde med Phillip Faber og Tobias Praetorius føjer Danmarks Dronning Margrethe nu en ny facet til en i forvejen flot karriere som scenograf og kostumedesigner – ovenikøbet i et år, hvor Pantomimeteatret kan fejre dets 150-års fødselsdag.
H.M. Dronning Margrethe siger:
”Jeg har jo prøvet at lave forestillinger til Pantomimeteatret før og har en god fornemmelse for, hvad der virker godt på den lille scene. Det glæder jeg mig til at gå i gang med sammen med de øvrige kræfter bag forestillingen. Der er så mange muligheder i eventyret om Klods-Hans, som jo er en person, man ikke kan lade være med at holde af, og det giver os mange muligheder på scenen. Det skal gerne blive en morsom forestilling, og jeg glæder mig til at se eventyret folde sig ud på scenen.”
Phillip Faber, som er komponist på forestillingen, siger:
”Det bliver en forestilling med humor, og det tror jeg, er enormt vigtigt. Når man kommer gående forbi i Tivoli, bliver man fanget af højt humør og et eventyr, man kender, men tilsat humør, musik, scenografi og kostumer, man ikke har set før. Det har været svært for mig at skrive musik, som understøtter handlingen og tegner tydelige karakterer, følelser og relationer, men som samtidig er mig.” Og komponisten er særlig spændt på én ting: ”Jeg er spændt på, om balletten fænger børnene. Det er faktisk det, jeg håber allermest på. Jeg håber, at der ikke er gået alt for meget hjerne i balletten fra min side, og at der på den anden side heller ikke er gået alt for meget tegnefilm i forestillingen, men at vi har ramt lige det rigtige krydsfelt, hvor børnene også synes, at det er sjovt.”
Koreograf Tobias Praetorius siger om opgaven:
”Tivolis gæster kan se frem til den her nye ballet Klods-Hans, som jo er en verdenspremiere med helt nye trin og ny musik af Phillip Faber og nye kostumer og scenografi af H.M. Dronning Margrethe. Det er altid en udfordring at få en forestilling til at gå op i en højere enhed og få musikken og scenografien og de forskellige scenebilleder til at samle sig og blive ét, men det er mit ansvar som koreograf at gøre det.”
Koreograf: Tobias Praetorius
Komponist: Phillip Faber
Kostumer- og scenografi: H.M. Dronning Margrethe
Premiere: Den 22. juni
Spilledatoer: Klods-Hans opføres ca. 30 gange på udvalgte dage frem til den 25. august.
Aldersanbefaling: Fra seks år
Billetter: Med en entrébillet til Tivoli, får man også adgang til forestillingerne på Pantomimeteateret – inkl. Klods-Hans.
Fakta om Klods-Hans:
H.C. Andersen har skrevet eventyret om Klods-Hans, der udkom første gang i 1855. Klods-Hans handler om bondedrengen Hans og hans to lærde brødre, der alle tager op på slottet for at søge lykken og vinde prinsessens hjerte. De to brødre er både lærde og besidder mange gode evner, så deres far giver dem hver en hest at ride på til kongeslottet. Klods-Hans regner faderen ikke for noget, så der er ingen hest og saddel til ham. Han skal blive hjemme og passe dyrene på fødegården. Klods-Hans vil det heldigvis anderledes, for han vil også fri til prinsessen. Han springer på sin ged og afsted går det. De lærde brødre har ikke meget tilovers for Klods-Hans, men da de selv kommer i audiens hos prinsessen, kan de ikke fremstamme et eneste fornuftigt ord. De får beskeden ”duer ikke”. Klods-Hans derimod er helt sig selv og sjov i prinsessens selskab, og det kan hun godt lide. Hun gifter sig med Klods-Hans og alt ender lykkeligt.
H.C. Andersen
Hans Christian Andersen, der om nogen er Danmarks nationaldigter, blev født i Odense den 2. april 1805 som søn af en vaskekone og en skomager. Det er en kendt sag, at Andersen fra barnsben var optaget af teater og havde store ambitioner. Han besluttede at søge lykken i København som 14-årig og havde i starten ikke ret meget held. Heldigvis var der nogen, som havde øje for det spirende talent.
Han fik hjælp til at uddanne sig og snart begyndte skriverierne at tage over fra drømmene om et liv på de skrå brædder. H.C. Andersen har skrevet sig ind i verdenslitteraturen med eventyr som Den grimme ælling, Fyrtøjet og Prinsessen på ærten. Han elskede ballet, og han besøgte også Tivoli, hvor han fik inspiration til eventyret Nattergalen. Han døde i 1875, og det blev bl.a. markeret med stort fakkeltog i København. Nu vækkes den udødelige forfatter igen til live med Klods-Hans på Pantomimeteatret
Dronning Margrethes 9 forestillinger i Tivoli
2001 Pantomimeteatret: Kærlighed i Skarnkassen (også opført 2002 og 2005)
2005 Pantomimeteatret: Tommelise (også opført 2006, 2008 og 2011)
2007 Pantomimeteatret: Fyrtøjet (også opført 2008, 2012, 2021)
2009 Pantomimeteatret: Svinedrengen (også opført 2010, 2015 og 2022)
2012 Tivolis Koncertsal: Nøddeknækkeren (også opført 2014, 2016 og 2018)
2013 Pantomimeteatret: Den standhaftige Tinsoldat (også opført 2014, 2021 & 2023)
2016 Pantomimeteatret: Askepot (også opført 2018 og 2020)
2019 Tivolis Koncertsal: Snedronningen
2020 Koncertsalen og Malmø: Nøddeknækkeren (Blev aflyst pga. Covid-19)
2021 Koncertsalen: Snedronningen
2022 Tivolis Koncertsal: Nøddeknækkeren og i Malmø Opera
2023 Tivolis Koncertsal: Snedronningen
2024 Pantomimeteatret: Klods-Hans
2024 Tivolis Koncertsal: Nøddeknækkeren
Tivoli Balletteater
Tivoli Balletteater er Tivolis eget balletkompagni, der spiller forestillinger på Pantomimeteatret. I løbet af sommersæsonen i Tivoli spilles omkring 270 forestillinger, fordelt på klassiske balletter, pantomimer og moderne danseforestillinger. Tivoli Balletteater er det eneste klassisk funderede balletkompagni herhjemme, ud over Den Kongelige Ballet. Kompagniet har stærke samarbejdspartnere og aktiviteter uden for Haven. F.eks. står Tivoli Balletteater også for gæsteoptræden af internationale balletkompagnier som Alvin Ailey American Dance Theater og New York City Ballet samt juleballetterne Nøddeknækkeren og Snedronningen i Koncertsalen.
Dans i Tivoli 2024
• 26. april – 9. juni (udvalgte dage): Ude Godt – Hjemme Bedst, Pantomimeteatret
• 24. maj – 20. september (udvalgte dage): Moderne på Panto, Pantomimeteatret
• 12. juni – 8. august (udvalgte dage): Tivolidrømme, Pantomimeteatret
• 22. juni – 25. August (udvalgte dage) Klods-Hans, Pantomimeteatret
• 14. – 18. august: New York City Ballet, Tivolis Koncertsal
• 17. august – 7. september (udvalgte dage): Bournonville-aften, Pantomimeteatret
• 30. november – 29. december: Nøddeknækkeren, Tivolis Koncertsal
Pantomimeteatret 150 år
Pantomimeteatret blev opført i 1874, efter tegning af arkitekterne Vilhelm Dahlerup og Ove Petersen, samtidigt med at arkitektparret færdiggjorde Det Kongelige Teater. Det Kinesiske Teater erstattede Tivolis første teaterbygning, som var opført samme sted. Datidens aviser fortæller, at inspirationen til den kinesiske stil og det vifteformede fortæppe var hentet i Paris fra Bataclan-teatret. Det var dog Tivolis direktør Bernhard Olsen, som fik ideen til den store påfugl, som i dag kendetegner teatret. Teateret blev opført på blot tre måneder, men flere elementer var ikke helt på plads ved Tivolis åbning – og et midlertidigt net-malet fortæppe erstattede den store påfuglevifte den første tid.
Natten mellem den 24. og 25. juni 1944 trængte Schalburgkorpsets Peter-gruppe, der var et korps af danskere i tysk militærtjeneste, ind i Tivoli og placerede flere bomber, der forvoldte stor skade på Tivoli. Mange bygninger nedbrændte eller blev totalskadet: Koncertsalen, Glassalen, Arena og næsten alle de bygninger, der lå bagest i Haven, og som var indrettet til forlystelser og spil. Rutschebanen blev også beskadiget, mens Pantomimeteatret undslap, fordi bomben her var en ’fuser’. I 1950 blev Pantomimeteatret restaureret af arkitekt Hans Hansen. Han valgte kinesisk farvebrug og symbolik, da han ikke havde de oprindelige tegninger. Det farvestrålende teater er i dag Tivolis ældste bygning. I 2024 har Pantomimeteateret været fredet i 45 år, og teateret fungerer i dag på samme måde, som dengang det blev bygget.
Teatret blev indviet d. 10. maj i 1874, for 150 år siden, med en velkendt pantomimeforestilling; Harlekin Mekanisk Statue. Pantomimer havde dengang allerede været en Tivoli-tradition i 30 år. Tivolis første pantomime blev nemlig spillet i 1844 på det gamle teater og bar titlen Det forstyrrende måltid eller Elskeren med træbenet. En rigtig pantomime har altid en dobbelttitel.
Ifølge traditionen kom pantomimen til Danmark omkring år 1800 med den italienske Casorti-familie og den engelske Price-familie. Flere af Tivolis aktuelle pantomimer stammer endnu fra dengang. Casorti- og Price-familiens pantomimer havde rødder tilbage til den italienske commedia dell’arte-tradition i 1500-tallet. I dag er Tivolis Pantomimeteater det eneste sted i verden, hvor pantomime-traditionen bliver holdt i live. Også andre typer af forestillinger, som artistnumre, dans, gymnastik og H.C Andersens eventyr-balletter har været fremført igennem tidernes løb.