Fra den 8. januar 2022 kan man se eller gense Nicolas Bro, Mads Wille, Steen Stig Lommer og Kristoffer Helmuth i MENS VI VENTER PÅ GODOT på Teatret ved Sorte Hest.
Teaterchef Maria Vinterbergs opsætning af Samuel Becketts absurde mesterværk tog både publikum og anmeldere med storm i efteråret 2020, og nu får den Reumertbelønnede forestilling repremiere med samme veloplagte stjernebesætning.
MENS VI VENTER PÅ GODOT spiller 8. januar – 6. februar 2022, og Teatret ved Sorte Hest kan allerede nu melde alt udsolgt til hele spilleperioden.
Det er op mod halvandet år siden, at publikum første gang stod på nakken af hinanden for at få billetter til Maria Vinterbergs opsætning af den absurde klassiker MENS VI VENTER PÅ GODOT. I mellemtiden er teaterchefens iscenesættelse bl.a. blevet hædret med Årets Reumert 2021 og Foreningen Danske Teaterjournalisters pris Teaterkatten 2020, og nu får forestillingen en ekstra tur i manegen med samme veloplagte stjernebesætning som sidst.