Broen vil være spærret for al trafik fra lørdag d. 24.10 kl. 6. til mandag d. 26.10 kl. 4. Færre vejbaner åbne i weekenden d. 17.10- 18.10. Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Foto: Jesper Thode Larsen, Dit Vesterbro, Byportalerne.dk

På daglig basis lægger Langebro asfalt til titusindvis af trafikanter, som har behov for at krydse havnen, og det daglige mylder, kombineret med vind og vejr, tærer på broen. I forbindelse med det almindelige vedligeholdelsesarbejde af Langebro sætter Teknik- og Miljøforvaltningen nu gang i også at udføre nogle af de akutte reparationer, som er første del af hovedrenoveringsplanen for broen.

Derfor vil broen være spærret for al trafik fra lørdag den 24. oktober kl. 06.00 til mandag den 26. oktober kl. 04.00. Og som et resultat af arbejdet med de akutte reparationer vil der også kun være en vognbane åben på broen i hver retning i weekenden d. 17.-18. oktober.

Udover den almindelige drift og vedligeholdelse af broen skal der monteres en såkaldt drypnæse på tværs af broens vognbaner og cykelsti, så nedsivende vand kan opfanges og ledes udenom broens maskinrum. I forbindelse med de akutte reparationer er der særligt fokus på at stoppe indsivning af vand, så yderligere nedbrydning af beton og maskindele forhindres. Der blev i første omgang bevilliget 36,3 mio. kr. til den akutte renovering – sidenhen er der yderligere blevet bevilliget 6,6 mio. kr. til blandt andet rækværk. Før drypnæsen kan monteres, skal brodækkets kant på Langebros faste del afrenses og malerbehandles. Arbejderne kan kun gennemføres, når broklapperne er oppe, og derfor er det altså nødvendigt at spærre Langebro i knap to døgn.

Når broen lørdag og søndag i uge 43 bliver spærret for trafik, udnytter Teknik- og Miljøforvaltningen muligheden for samtidig at udskifte belægningen på vej og cykelsti på Amagersiden, da man ellers vil være til gene for trafikken i længere tid.

På hverdage kører 50.600 køretøjer over Langebro. I forbindelse med renovering af brofugerne på Langebro i sommeren 2018 og en miljøsanering af parkeringskælderen i 2019 kunne Teknik- og Miljøforvaltningen konstatere, at der var behov for at foretage yderligere renoveringer af broen. På grund af flere års nedsivning af regnvand er dele af betonkonstruktionen i dårlig stand, og andre dele af betonen har taget skade som følge af konstruktionsfejl helt tilbage fra opførelsen af broen i 1954.

Fakta om Langebro

  • Teknik- og Miljøforvaltningen følger brolovgivningen ved at udføre eftersyn med alle broer hvert femte år i samråd med eksterne rådgivere.
  • Broens membran bliver slidt og ødelagt ved brug og skal skiftes ca. hver 20. år. Den er sidst skiftet i 1995.
  • På baggrund af særeftersynet er der udarbejdet en hovedrenoveringsplan. Den indeholder bl.a. en plan for de akutte renoveringstiltag og er opdelt i tre faser. Fase A, hvor akutte reparationer igangsættes i 2020 for at forhindre vandindsivning – til i alt 42,9 mio. kr. Fase B med gennemgribende renovering af primært betonen i 2021-2025 – til i alt 258 mio. kr., og fase C med genopretning af en skæv broklap senest i 2029.
  • Langebro er opført i 1954 og skaber forbindelse mellem H.C. Andersens Boulevard og Amager Boulevard på Amagersiden. Broen er 450 m. lang, og bredden er 32 m. Broen er bygningsfredet med brotårnet, bropiller og ramper (Arkitekt Kaj Gottlob, 1954).
  • Københavns Kommune overtog det fulde ejerskab af Langebro fra By og Havn i 2012.
  • Langebro er 66 år gammel, og broens forgængere blev henholdsvis 27 og 24 år, inden de var forældede.