Vi arbejder hele tiden på at tilpasse kapaciteten, der også udvides med 810 ekstra test om dagen i Fælledparken, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
Region Hovedstadens Akutberedskabet har planlagt at øge testkapaciteten i lufthavnen til ca. 5.000 daglige test fra den 14. september. Desuden udvides åbningstiden med 1 time, så rejsende kan blive testet fra kl. 6 morgen til kl. 01 om natten.
“Vi har hele tiden haft fokus på at tilpasse og udvide kapaciteten i testteltene, og nu udvider vi simpelthen med mere end det dobbelte i lufthavnen, hvor efterspørgslen har været stor. Der har i perioder opstået kø, når flere fly landede på samme tid og der samtidig var mange ikke-rejsende, der er kørt i lufthavnen for at blive testet, ” siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), der arbejder for at gøre hele testsystemet nemmere for borgerne at bruge.
Det kræver en fysisk udbygning af testcenteret i lufthavnen, så der bliver oprettet 12 ekstra spor for gående og sporene for kørende flyttes til vestsiden af testcenteret. Dertil kræves, at der i alt ansættes ca. 150 mennesker i testcenteret, så der kan være 48 medarbejdere i toholdsskift morgen og aften.
Der rekrutteres løbende medarbejdere til testcenteret i lufthavnen. Men for hurtigt at kunne øge kapaciteten i lufthavnen vil Akutberedskabet anmode om en forlængelse af aftalen med Beredskabsskabsstyrelsen, så aftalen om 40 værnepligtige forlænges med 14 dage, og de værnepligtige indgår i driften af testcenteret i lufthavnen.
Åbningstiden udvidet og flere tider i Fælledparken
Også i Fælledparken skrues der yderligere op for test. Mandag blev åbningstiden i Fælledparken udvidet med syv timer (fra kl. 9.-17.00 til 7.00-22.00). I første omgang er der blevet frigivet 810 ekstra tider i Fælledparken, og tallet justeres løbende, så kapaciteten i Fælledparken bliver fordoblet.
For hurtigt at kunne øge kapaciteten i Fælledparken anmodede Akutberedskabet NOST om assistance, og Beredskabsstyrelsen stillede den 30. august med 40 værnepligtige i Fælledparken.
Fakta
Regionens kriseledelse besluttede på et møde den 20. august, at samfundssporet og sundhedssporet tænkes sammen organisatorisk og fysisk med én podeklinik i hvert planområde.
På nuværende tidspunkt testes ca. 7.000 borgere i testcentre i Fælledparken, Friheden, Hillerød, Bornholm, Ballerup og Københavns Lufthavnen om dagen. Hertil kommer mobile enheder, der tester i grænselandet, i områder med smittespredning og kommunalt plejepersonale i “røde” kommuner.
Dagligt testes mellem 1.600-2.200 borgere i Københavns Lufthavn. Spidsbelastningsperioder kan dog ikke undgås i testcenteret i lufthavnen, da borgerne ikke skal booke en tid og flyankomsterne ikke er jævn fordelt over døgnet.
Region Hovedstaden bemander teltene i samfundssporet og de mobile enheder, men analysen af testene foretages af Statens Serum Institut.