Regeringen har valgt, at corona ikke længere skal kategoriseres som en samfundskritisk sygdom. Det betyder, at alle nuværende restriktioner ophører den 1. februar, og samfundsaktiviteten kan vende tilbage uden restriktioner. Der vil dog stadig være hjælp at hente for virksomheder, der oplever nedgang i omsætningen.
Dele af dansk erhvervsliv har igen haft en vinter, som har budt på coronanedlukninger og -restriktioner. Men nu ophæves de sidste restriktioner for virksomheder landet over.
Det er blevet besluttet, at kategorisering af covid-19 som samfundskritisk sygdom ikke videreføres efter den 31. januar 2022. Det betyder, at hele dansk erhvervsliv nu igen kan åbne dørene op for kunder og gæster fra den 1. februar.
Dette gælder fra den 1. februar:
- Serveringssteder mv. kan holde åbent uden restriktioner ift. lukketider, arealkrav og salgstider for alkohol
- Nattelivet kan åbne igen
- Mulighed for salg af alkohol i detailhandlen efter kl. 22.00
- Spillehaller, kasinoer, lege- og badelande kan åbne igen
- Forsamlingshuse og selskabslokaler kan åbne for private fester
- Der kan afholdes messer, foredrag og konferencer uden deltagerloft
- Ingen krav om mundbind og coronapas for kunder og medarbejdere i butikker, restauranter og det øvrige erhvervsliv.
Fortsat hjælp til udsatte virksomheder og selvstændige
Selvom alle restriktioner nu bliver ophævet, er der stadig mulighed for at søge kompensationsordningerne for faste omkostninger og selvstændige mv. frem til og med den 28. februar. Det vil sige, at hvis en virksomhed på trods af genåbningen fortsat oplever en nedgang i omsætningen på mere end 30 pct., er det muligt at søge om kompensation. Samtidig vil regeringen under arrangørordningen give mulighed for en omstillingsperiode på 14 dage, under forudsætning af at dette kan statsstøttegodkendes.
Den generelle lønkompensationsordning er desuden gældende frem til den 15. februar 2022.
Med ophævelsen af restriktionerne vil der ikke længere være mulighed for at lukke sin virksomhed frivilligt ned for at opnå kompensation, da der nu ikke længere er begrænsninger, som afholder virksomheder fra at drive forretning.