Københavns Politi har særligt fokus på de organiserede cykeltyverier og hælercentraler. Det oplyses i en pressemeddelelse.
Der pågår i øjeblikket en række efterforskninger mod hælercentraler, som har specialiseret sig i videresalg af stjålne cykler – lige som Københavns Politi har haft flere sager mod grupper af tyve, der stjal store mængder af cykler. Hvis man har kendskab til sådanne hælercentraler eller organiseret cykeltyveri, så opfordrer Københavns Politi borgerne til at henvende sig.
”Vi har gennem længere tid haft fokus på organiserede cykeltyverier. Vi tager cykeltyverier alvorligt og rykker ud til cykeltyverier i det omfang, vi har mulighed for det. Men der er situationer, hvor vi ikke har mulighed for at sende en patrulje, fordi vi har mere presserende opgaver – fx hændelser med personfarlig kriminalitet,” siger ledende politiinspektør ved Københavns Politi Gert Sejbak.
Den seneste uge har der været en række sager, hvor mistænkte cykeltyve er blevet sigtet; Mandag blev vi kontaktet af en borger, der havde set sin stjålne cykel til salg på et socialt medie. En af vores patruljer fulgtes med borgeren til møde med sælgeren og denne blev sigtet for cykeltyveri.
Natten til tirsdag sigtede vi en yngre mand for cykeltyveri på Nørrbro, efter henvendelse fra en borger, der havde hørt vinkelsliber-støj.
Tirsdag eftermiddag anholdt vi to drenge på Frederiksberg, som begge var i besiddelse af batteridrevne vinkelslibere. Anholdelens skete efter henvendelse fra en borger, der havde bemærket hvordan de to drenge nøje undersøgte kvarterets ladcykler.
”Sagerne er gode eksempler på borgere, der har rettet henvendelse til os, fordi de har oplevet cykeltyverier eller har set deres stjålne cykel til salg på de sociale medier,” siger Gert Sejbak.
Politiet opfordrer borgere der køber brugte cykler, til at være opmærksomme: ”Som borgere bør vi være opmærksomme på, at de mange cykler stjæles, fordi der er et marked for stjålne cykler. Så derfor vil jeg opfordre til, at man er skeptisk, hvis man ser en brugt cykel til en lidt for god pris – for så kan man komme til at understøtte det marked”, siger politiinspektøren, som også opfordrer købere af brugte cykler til at være skeptiske, hvis handlen ikke foregår på sælgers bopæl.
Københavns Politi opfordrer til, at man kontakter sin lokale betjent, hvis man har kendskab til mistænkeligt salg af brugte cykler, en såkaldt cykelhælercentral. Man kan finde oplysning om sin lokale betjent på politiets hjemmeside Din Betjent.
Hvis du oplever et cykeltyveri, der er i gang, skal du ringe 114