Mange unge fik forleden at vide, hvilket studie de er blevet optaget på, og en del af dem skal nu ud og se sig om efter en lejebolig. Københavns Politi og National enhed for Særlig Kriminalitet advarer i den forbindelse mod boligsvindlere.

Foto ABW

Hvert år udnytter svindlere, at boligmarkedet er presset – særligt i København – og svindlerne står klar til at franarre boligsøgende deres penge.

”Hvis du er blevet optaget på et studie og søger bolig, skal du passe på, at du ikke bliver snydt. Vi ser hvert år boligsvindlere, der narrer folk til at indbetale et depositum eller forudbetalt leje for en bolig, der ikke eksisterer, siger Kresten Munksgaard, der er sektionsleder i Forebyggelse og Analyse i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Sidste år modtog politiet 201 anmeldelser om svindel i forbindelse med boligudlejning. Størstedelen af de forurettede bor i Københavns politikreds.

”Vi går langt i vores efterforskning for at finde frem til gerningsmændene, for vi ser desværre, at de bliver ved og svindler en række lejere på samme måde. Så sent som i juni blev en kvinde idømt et halvt års fængsel for seks tilfælde af bedrageri, hvor boligsøgende betalte depositum og forudbetalt leje for en lejlighed, de ikke havde mulighed for at flytte ind i,” fortæller vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard Madsen fra Københavns Politi.

Undgå at blive snydt
I NSK peger Kresten Munksgaard på et par ting, man skal være opmærksom på, når man er på udkig efter en lejebolig.

”Først og fremmest anbefaler vi, at man altid tager ud og ser lejligheden, og så skal man bede udlejer vise ID, så man kan slå op i tinglysningen, om vedkommende er den reelle ejer af boligen. Vi har set eksempler på, at svindlere fremviser lejligheder, som de ikke ejer eller har tilladelse til at udleje. Dernæst skal man aldrig betale kontant, og man skal være særligt kritisk, hvis man bliver presset til at overføre penge hurtigt eller til en konto i udlandet,” siger Kresten Munksgaard.

Hvis man bliver snydt, er der desværre ingen garanti for at få sine penge igen.

”Pengene forsvinder ofte hurtigt fra gerningsmandens konto, enten via et pengemuldyr eller fordi de bliver hævet til kontanter. Der er derfor god grund til at være på vagt.”

Gode råd: 

  • Du bør undersøge, hvem der ejer boligen. Det kan du tjekke på Tinglysning.dk eller Boligejer.dk
  • Vær sikker på, at boligen rent faktisk er på markedet – tag kontakt til ejeren.
  • Få en fremvisning af lejligheden – man skal ikke skive under eller betale for noget, man ikke har set.
  • Når man så får en fremvisning i lejligheden, så bed om billedlegitimation (Pas, kørekort eller anden gyldig legitimation med billede)
  • Betal aldrig kontant. Man er bedre sikret, hvis man overfører via et pengeinstitut.
  • Vær særlig opmærksom, hvis du bliver bedt om at lave en overførsel til udlandet.

Læs her.