H.M. Dronning Margrethe finpudsede i dag detaljerne på årets store juleballet
Dronning Margrethe er den kyndige hånd bag familieballettens scenografi og kostumer, mens Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen har skabt koreografien. Musikken er som altid Tjajkovskijs. Under dagens arbejdsbesøg var der blandt andet fokus på tjek af tre nye kostumer, som Dronning Margrethe har skabt til juleballetten. Samtidig med arbejdsbesøget i Tivoli blev det offentliggjort, at næste års store juleballet i Tivolis Koncertsal bliver Snedronningen, som Dronning Margrethe også har skabt kostumerne og scenografien til.