Oplev mere end 230 arrangementer på årets Kulturnat den 11. oktober
Når mørket sænker sig over København den 11. oktober, er det startskuddet til en magisk aften, hvor man inviteres til at tage på eventyr i byens forskellige kvarterer og søge de skjulte skatte, der gemmer sig bag de smukke oplyste facader. Mere end 230 arrangører, herunder museer, teatre, kirker, slotte og ministerier, slår på Kulturnatten i København og på Frederiksberg dørene op for at byde indenfor til unikke arrangementer, der på underholdende vis tager både børn og voksne med på en lærerig rejse, og til vidunderlige bygninger og sale, der normalt ikke kan besøges af offentligheden efter mørkets frembrud.