Forbud mod ældre brændeovne: Nu er de nye regler for brændeovne klar
Luftforureningen i København har mange store og små årsager. En af dem er de ældre brændeovne og pejseindsatse, som der stadig findes en del af i byen. Særligt i kolonihaveområder uden fjernvarme er der mange brændeovne af ældre dato, som ikke er blevet udskiftet eller sløjfet helt.
Det skal en ny forskrift for brændeovne gøre op med. Forskriften er nu godkendt politisk og forventes at kunne træde i kraft i løbet af efteråret 2024. Den indeholder blandt andet krav om, at ældre brændeovne og pejseindsatse fra før 2008 skal udskiftes eller sløjfes, da de udleder op mod 5-10 gange så mange partikler per kilo brænde som nye ovne.