Foråret er atter over os. Fuglene kvidrer, solen skinner og påsken er lige på trapperne. I påskedagene kan du blive underholdt og spise dig glad og gøre din påske ægstra sjov.
Påskestemningen har også ramt Jernbanebyen, hvor byens aktører har kreeret spændende og unikke events. En vigtig ingrediens i enhver påske er selvfølgelig maden. Derfor er den også i højsæde for arrangørerne.
Mad og procenter
Som startskud på påsken tager BaneGaarden dig til Venezuela for at vise, hvordan de fejrer påsken. I bedste langbordsstil bliver det en middag, som forkæler dine smagsløg, og efter maden står den på musik og dans.
En god påskefrokost fortjener de bedste råvarer. Dem kan du købe, når BaneGaarden holder grøntsagsmarked med Aarstiderne, hvor du kan fylde nettet med lækre, friske, økologiske varer eller blive inspireret til at anvende nye grøntsager.
Ingen påske uden den klassiske påskebryg. Til Bryg og Banko kan du både vinde flotte præmier, mens ganen bliver forkælet af den iskolde Påskebryg fra Thy, som er inkluderet i billetprisen.
Kreativitet og leg
Udfold dine kunstneriske egenskaber, hvad end du er barn eller voksen, når du i Spor10 kan male æg med naturfarver. Farvestrålende æg gør ethvert hjem påske-klart.
Som altid har Spor10 åbent om onsdagen, hvor børn (og voksne) kan brænde deres energi af, når de boltrer sig med aktiviteter, som spænder fra floorball, træning med Calisthenics Copenhagen til at male dyr eller spille brætspil.
Gå en tur blandt kreative ildsjæle til Krea-marked, når de fremviser deres nyeste kreationer. Måske du finder noget, du ikke kan undvære, eller du får inspiration til egne projekter.
Der er også god mulighed for at finde sjove finurligheder til påskelopper hos BaneGaarden. Her kan du shoppe på livet løs og give fine ting et nyt hjem.
Er du nysgerrig på fremtidens byggeri, kan du gå forbi Living Places som bl.a. Velux står bag og som netop har vundet en international pris. Bygningerne viser, at man kan bygge med mindre klimabelastning og samtidig opnå bedre indeklima. Det er godt både for planeten og os. De holder åbent hus hver onsdag.
Læs mere om BaneGaardens arrangementer her