Glyptoteket inviterer børn og deres familier til at opleve deres fortællinger fyldt med historie og eventyr.
Gå ikke glip af sidste chance for at opleve den tankevækkende udstilling Ikonoklasme – kunsten som kampplads, der lukker 18. maj, og glæd dig til de kommende udstillinger af franske mesterværker, som åbner 8. maj.
Påskedagene kan I nyde i Glyptotekets vinterhave, hvor palmerne strækker sig mod solen, og historierne vækkes til live.
Vidste du, at palme stammer fra det latinske ord palma, som betyder håndflade – måske fordi palmens blade minder om en spredt hånd.
I Glyptotekets vinterhave står en særlig canarisk daddelpalme, den ældste og største af sin slags i Danmark. Den blev plantet ved vinterhavens åbning i 1905 og har siden vokset sig imponerende høj, mens verden udenfor har forandret sig.
Palmer er i virkeligheden ikke rigtige træer. De har ingen grene, men vokser bare lige opad, nærmest som et meget stort græsstrå. Der skyder et nyt blad op i toppen, og for hvert blad bliver palmen lidt højere.
Hvert år omkring påske bliver palmen nænsomt beskåret, og de afklippede blade gives videre til udvalgte kirker til fejringen af palmesøndag
Værterne står klar til at fortælle magiske myter og fascinerende fortællinger om guder og planter: En dreng bliver forvandlet til en påskelilje, Herkules skal hente en citron ved verdens ende, og en palme forbereder sig på at dø.
Med trådløse hovedtelefoner kan I lytte til værternes oplæsninger, mens I tegner eller slapper af i de grønne omgivelser. Værterne står også klar til at besvare spørgsmål, og kl. 11.30 og 14.00 er der gratis guidede ture på museet.
Bemærk, at børn under 18 år har fri entré.
Læs mere her:
Påske på Glyptoteket│12.-20. april kl. 11-15
Åbningstider:
Mandag: Lukket
Tirsdag-søndag: 10-17
Torsdag: 10-21
Adresse:
Dantes Plads 7
1556 København V
