13 virksomheder har søgt om tilladelse til opstilling af samlet set næsten 21.000 elløbehjul og udlejningscykler i København.
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune godkendte på det sidste møde inden sommerferien en etårig forsøgsordning, der skal gøre det muligt at ansøge om tilladelse til opstilling af elløbehjul og cykler til udlejning fra kommunens arealer. Af hensyn til fremkommeligheden, særligt for fodgængere, blev der sat et loft på 200 elløbehjul og 200 udlejningscykler i Middelalderbyen, de store stationer og de store handelsgader, mens der i resten af byen må opstilles henholdsvis 3.000 elløbehjul og 3.000 cykler.
Fristen for at ansøge om tilladelse udløb den 30. juni ved midnat. 13 virksomheder har søgt om tilladelse til opstilling af samlet set 4.131 løbehjul og cykler i Middelalderbyen, ved de store stationer og handelsgaderne, mens der i den resterende del af byen er søgt om tilladelse til opstilling af yderligere 16.635 elløbehjul og cykler.
”Interessen for at søge om tilladelse til udlejning af elløbehjul og cykler fra kommunens arealer har været lidt større end forventet. Der forestår nu et omfattende arbejde med at gennemgå og behandle de mange ansøgninger. Vi skal bl.a. tage stilling til de specifikke placeringer, hvor der er søgt om tilladelse til opstilling, og til hvordan firmaerne vil efterleve de øvrige kriterier, der er besluttet. Derfor regner vi tidligst med at kunne udstede tilladelser i løbet af efteråret,” siger Mikkel Halbye Mindegård, der er enhedschef for Byliv i Teknik- og Miljøforvaltningen.
Ud over at foretage konkrete vurderinger af de specifikke steder, der er søgt om tilladelse til, skal forvaltningen også forholde sig til andet indsendt materiale såsom tekniske rapporter, større brugerundersøgelser og lignende. Udvælgelsen af de virksomheder, der får tilladelse til at operere i København, tager afsæt i nedenstående kriterier, der er besluttet af Teknik- og Miljøudvalget:
Bedst mulig dokumentation eller sandsynliggørelse af, at de generelle vilkår vil kunne efterleves. Særligt hensynet til den generelle fremkommelighed for fodgængere, andre trafikanter og kommunale funktioner som fx renhold vil blive vægtet.
Bæredygtighed, holdbarhed af køretøjet.
Social bæredygtighed.
Kvalitet, stand og vedligehold af køretøjerne.
Brugervenlighed og tilgængelighed, herunder geografisk spredning over hele byen.
Æstetisk udtryk, herunder evt. anvendelse af reklame.
Dokumentation for effekt på mobiliteten i byen, herunder hvilken type transportform der erstattes, samt beskrivelse af hvordan der vil arbejdes herfor (fx gennem levering af data).