For at skabe vished og tryghed for børnefamilier og medarbejdere indkalder Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen Borgerrepræsentationen til ekstraordinært møde om fremtiden for 33 københavnske daginstitutioner.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

På et ekstraordinært møde i går onsdag skulle Børne- og Ungdomsudvalget træffe afgørelse i en sag om lukning- eller kapacitetstilpasning af 33 af kommunens navngivne daginstitutioner på grund af faldende børnetal.

Det lykkedes ikke Børne- og Ungdomsborgmesteren at skabe enighed i udvalget. Sagen endte med, at Alternativet valgte at standse sagen. Det betyder konkret, at den løftes fra Børne- og Ungdomsudvalget til behandling på førstkommende møde i Borgerrepræsentationen.

Men da det møde først er kalendersat til august, har overborgmester Sophie Hæstorp Andersen benyttet sig af retten til at indkalde Borgerrepræsentationen ekstraordinært.

”Det er altafgørende for mig, at vi som politikere tager ansvaret på os og skaber tryghed og sikkerhed for Københavns børnefamilier og for kommunens dygtige medarbejdere. Det er ikke rimeligt at sende børn, forældre og medarbejderne på sommerferie med så stor en uvished om institutionernes fremtid. De personlige omkostninger ved at lade sagen ligge frem til august, er simpelthen alt, alt for store. Derfor har jeg valgt at indkalde Borgerrepræsentationen ekstraordinært så hurtigt som overhovedet muligt,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

Det ekstraordinære møde i Borgerrepræsentationen finder sted på tirsdag den 25. juni kl. 07.30.

Kilde.