Movia samarbejder med Art Week om at gøre det lettere at tage offentlig transport til kulturoplevelser. Gode oplevelser starter i bussen, og 25. maj bliver busrejsen med linje 9A fra Glyptoteket til Copenhagen Contemporary derfor en kunstoplevelse i sig selv.
Nyt kort med Art Weeks mange tilbud fordelt på Movias buslinjer 1A, 6A og 9A skal samtidig gøre det nemmere for de mange gæster at komme rundt til de mange forskellige udstillingssteder under kunstugen.
Rejser man med bus 9A kan man under Art Week træde ind i et levende kunstværk i bogstaveligste forstand. Det sker, når kunstneren Nanna Lysholt Hansen 25. maj indtager bussen på strækningen mellem Glyptoteket ved H.C. Andersens Boulevard og Copenhagen Contemporary på Refshaleøen med det levende performanceværk “Sen_sing_inannainanna”.
Værket er en kropsliggørelse af rejsens betydning og tager udgangspunkt i gudinden Inannas rejse og nedstigning, død og genfødsel. Nanna Lysholt Hansen kropsliggør en fremtidig version af gudinden, og på en rejse gennem tid fra oldtidsmyte til teknologisk fremtid bevæger kroppen og bussen sig gennem byens rum. Værket udfolder sig i bus 9A, som netop kører mellem de to kunstinstitutioner Glyptoteket og Copenhagen Contemporary på Refshaleøen, som under Art Week viser udstillinger med kroppen i fokus.
Movia og Art Week samarbejder desuden om at gøre det nemmere, at komme rundt til de mange kunstoplevelser, som Art Week byder på. Til det formål er der blevet udarbejdet et fælles kort, så man nemt kan se, hvilke udstillingssteder der ligger på 1A, 6A og 9As ruter, og som man kan besøge under kunstugen. Med over 100 forskellige kunstoplevelser leveret af mere end 65 af byens forskelligartede udstillingssteder skal det nye kort samlet bidrage til, at flere kommer mere rundt i geografien og får besøgt de mange spændende aktiviteter også uden for den centrale bykerne i København.
Her er en guide til de mange kunstoplevelser, du kan tage bussen til under Art Week 2019.
“Man glemmer nogle gange, at rigtig mange gode kulturoplevelser, starter med en tur i bussen. I Movia arbejder vi med at binde den kollektive transport og kulturen sammen, f.eks. med vores ugentlige kulturguides og film om kundernes bedste oplevelser som udkommer på sociale medier og på tv-skærmene i busserne. Vi håber, at samarbejdet med Art Week kan være med til at inspirere flere til at tage bussen til kulturen og få mere ud af Art Weeks mange gode tilbud”, siger Movias kommunikationsdirektør Camilla Struckmann.
Christina Wilson, programdirektør for Art Week: “En af Art Weeks fornemmeste opgaver er at få københavnerne rundt til byens kunstinstitutioner og derigennem få nogle helt særlige og nærværende oplevelser med kunsten. Tanken om at binde byens udstillingssteder sammen og vise, at København er en bredtfavnende kunstmetropol muliggøres i særdeleshed ved at involvere byens transportnet. Derfor er samarbejdet med Movia en strålende måde at få kunsten ud til mange mennesker, ja faktisk helt ind i bussen og i øjenhøjde. Vi håber, at rigtig mange pendlere, der står på bussen i løbet af Art Week vil opleve kunsten helt tæt på.”
Sted: Linje 9A på strækningen mellem Glyptoteket ved H.C. Andersens Boulevard og Copenhagen Contemporary på Refshaleøen. Billetpris: Almindelig busbillet. Tidspunkt: 25. maj kl. 11-14 og 15-18.