Københavns Politi efterlyser fortsat den 21-årige Helmi Mossa Hameed. Han menes at have ført den bil, der påkørte en femårig pige på Peter Bangs Vej på Frederiksberg onsdag eftermiddag. Pigen døde af sine kvæstelser. Det oplyses i en pressemeddelelse.
Helmi Mossa Hameed blev onsdag aften efterlyst med et ældre billede. Københavns Politi bringer nu et nyere og mere vellignende billede af den efterlyste i håb om, at det kan lede frem til ham. »Vi søger ham stadig intensivt, men har også brug for borgernes øjne og ører. Vi har en rimelig stærk formodning om, at det var den efterlyste, der førte bilen. Vi har søgt efter ham på de adresser, hvor vi havde en formodning om, at han kunne opholde sig, men uden held,« siger vicepolitiinspektør Knud Hvass.
Færdselsuheldet fandt sted onsdag eftermiddag omkring kl. 16. Her holdt en sort VW passat på Sæbyholmsvej ved udmundingen i Peter Bangs Vej. Pludselig accelererede bilen, krydsede vejen og ramte den femårige pige og hendes mor på den modsatte side af vejen. Pigen afgik kort efter ved døden, mens hendes mor blev lettere kvæstet. Efter uheldet flygtede føreren af bilen. »Vi opfordrer stadig den efterlyste til at melde sig selv,« siger Knud Hvass.
Helmi Mossa Hameed beskrives som:
Mand, 21 år gammel
Mørk i huden og mørkt hår
Cirka 180 cm høj
Almindelig af bygning
På gerningstidspunktet var han iført sort tøj
Helmi Mossa Hameed havde adgang til at bruge bilen, som ikke var stjålet. Han er i forvejen kendt af politiet, og vi opfordrer alle, der mener at have set ham, eller som kender hans færden efter uheldet, til at kontakte Københavns Politi på 1-1-4. Undlad selv at tage kontakt til ham.