Københavns Kommune har netop færdigbehandlet lokalplanforslaget for Jernbanebyen. Nu begynder den offentlige høringsperiode med forskellige borgermøder, hvor du kan blive endnu klogere på fremtidens Jernbanebyen, samt give din mening til kende.
Borgermøderne finder sted både fysisk her i Jernbanebyen og via digital platform. Hvert borgermøde vil have sit eget overordnede tema, så du kan deltage i netop de møder, der er interessante for dig.
Oversigt og program for borgermøderne
Københavns Kommune og Vesterbro Lokaludvalg inviterer til en række borgermøder, hvor lokalplanforslaget bliver udfoldet, og der tages udgangspunkt i forskellige temaer.
Tirsdag den 10. september kl. 16.30-18.00: Digitalt borgermøde
Vesterbro Lokaludvalg og Teknik- og Miljøforvaltningen fremlægger lokalplanforslaget på et digitalt borgermøde.
Lørdag den 14. september kl. 12.00, 13.30 og 15.00: Guidede ture i Jernbanebyen
Lær Jernbanebyen at kende, når Vesterbro Lokaludvalg viser rundt. Mødested ved tunnelen mellem Enghavevej og Otto Busses Vej.
Onsdag den 18. september 16.00-18.00: Bliv klogere på lokalplanen
Kom og hør om lokalplanen og stil spørgsmål til Teknik- og Miljøforvaltningen i Spor10.
Lørdag den 28. september kl. 12.00-16.00: Bland dig i Jernbanebyen
Kom og deltag i debatter og oplæg om bl.a. bynatur og biodiversitet, den inkluderende by, fremtidens bolig- og boformer, kulturarv og arkitektur. Foregår i CPH Village og BaneGaarden.
Onsdag den 2. oktober kl. 16.30-18.00: Debat om trafik og forbindelser i Jernbanebyen
Vi sætter spot på lokalplanforslagets løsninger i forhold til trafik, forbindelser og mobilitet. Finder sted i Spor10.
Onsdag den 9. oktober kl. 19.00-20.30: Klima og varmeø-effekt
Bliv klog på varmeø-effektens påvirkning på klimaet i den nye bydel. Foregår i Spor10.
Onsdag den 16. oktober kl. 16.00-20.30: Kvarteret, fritiden og værkstedet
Vi kaster lys på byens rum, kultur- og fritidsmuligheder og muligheden for at håndværkere og kreative virksomheder kan få fodfæste i Jernbanebyen. Foregår i Spor10.
Om høringsperioden
Høringsperioden strækker sig over otte uger. I denne periode kan interesserede borgere læse lokalplanforslaget for Jernbanebyen og deltage i diverse fysiske og online borgermøder. På baggrund af resultatet af høringen, vil forvaltningerne i Københavns Kommune udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af lokalplanforslaget.