Kvinder med et stofmisbrug skal kunne indtage stoffer under ordnede og trygge rammer, hvor de ikke risikerer vold eller overgreb. Det er baggrunden for, at regeringen nu udmønter 8 mio. kr. til et pilotprojekt med et nyt stofindtagelsesrum for kvinder i ’Reden København’ på Vesterbro.
Voldtægter, overgreb og vold. Det er desværre en del af hverdagen for flere af de udsatte kvinder, som kommer i ’Reden København’ – et være- og rådgivningssted på Vesterbro. I 2023 registrerede værestedet 26 voldtægter og 149 tilfælde af vold blandt stedets knap 300 brugere, hvoraf mange er stofmisbrugere og gadeprostituerede.
I dag eksisterer der to andre stofindtagelsesrum på Vesterbro, hvor både kvindelige og mandlige stofmisbrugere kan ryge eller injicere deres medbragte stoffer. Flere kvinder undlader imidlertid at bruge stofindtagelsesrummene, fordi de føler sig utrygge. I stedet tager de deres stoffer i Reden, selvom det i dag ikke er tilladt.
Derfor har regeringen og aftalepartierne bag SSA-reserven bevilget 8 mio. kr. til at etablere og drive et nyt stofindtagelsesrum for kvinder, som placeres i Reden København. Formålet er at hjælpe udsatte kvinder med stofmisbrug ved at tilbyde trygge rammer at være i, når de indtager stoffer.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
Kvinderne, der kommer i Reden på Vesterbro, lever et hårdt liv og har brug for et frirum, hvor de ikke behøver at frygte for deres sikkerhed. Og med bevillingen kan der nu etableres et nyt stofindtagelsesrum, hvor kvinderne kan tage deres medbragte stoffer under hygiejniske forhold i fred og ro og under overvågning af medarbejdere, der kan træde til og hjælpe, hvis det bliver nødvendigt.
Stofindtagelsesrummet vil have to kabiner og vil være bemandet med kvalificeret personale, der ikke kun sikrer tryghed under stofindtagelsen, men også yder social- og sundhedsfaglig rådgivning og støtte, der kan hjælpe kvinderne på vej mod en mere stabil tilværelse.
Samtidig vil man kunne nedbringe sundhedsrisici ved stofmisbrug, reducere risikoen for dødsfald som følge af overdosis og mindske behovet for akutte sundhedsindsatser på gadeplan.
Det nye stofindtagelsesrum for kvinder forventes at åbne i marts 2025, og pilotprojektet vil køre i 2025 og 2026.
Det glæder socialborgmester i Københavns Kommune Karina Vestergård Madsen, at bevillingen fra SSA-puljen nu er en realitet:
Det nye stofindtagelsesrum i Reden på Vesterbro er et godt eksempel på, hvor langt vi kan komme, når staten og kommunen samarbejder om at hjælpe nogle af samfundets mest udsatte. Det er takket være Annika Smiths (SF) store indsats, at Københavns – og Danmarks – første stofindtagelsesrum til kvinder nu bliver til virkelighed. Vi er sikre på, at projektet vil mindske volden mod og øge trygheden for kvindelige stofbrugere, der nu får mulighed for at tage deres medbragte stoffer i værdige og sikre rammer.
Foruden bevillingen på 8 mio. kr. forventes Københavns Kommune at medfinansiere stofindtagelsesrummet med et tilsvarende beløb.
Regeringen har tidligere i år givet 10 mio. kr. fra SSA-reserven til, at Københavns Kommune kan sætte gang i et pilotprojekt med et mobilt stofindtagelsesrum, som skal skabe større fleksibilitet i indsatsen for den meget udsatte målgruppe af stofmisbrugere.
På landsplan findes der stofindtagelsesrum i Vejle, Odense, Århus og København.