Østerbro Tømmerhandel har overtaget Carl Møller Trælast & Byggemarked på Vesterbrogade og vil bibeholde butikkens helt specielle stil og atmosfære. Det oplyses i en pressemeddelelse.
Københavns vel nok sidste lille “henne på hjørnet”-byggemarked får nu nyt liv og ny relevans.
Carl Møller Trælast & Byggemarked på Vesterbrogade 131 overtages nemlig fra årsskiftet af Østerbro Tømmerhandel Gruppen og skifter navn til Vesterbro Tømmerhandel.
Det lille byggemarked på 350 kvadratmeter er en meget integreret del af det lokale nærmiljø og har en helt speciel stil og atmosfære, der må betegnes som alt andet end strømlinet og konceptuel. ‘Hipster-agtig’, ‘rodebutik’ og ‘fra en svunden tid’ er nogle af de ord, der falder først ind. Men den tætpakkede butik er også charmerende, hyggelig og vildt inspirerende, og Østerbro Tømmerhandel har derfor ingen planer om at ændre ved stilen, indretningen og serviceniveauet. Alle medarbejderne og den tidligere ejer, Jonas Aabo, fortsætter også i butikken.
Overtagelsen vil medføre to markante fordele for kunderne i lokalområdet og for Østerbro Tømmerhandel Gruppens øvrige håndværkerkunder. Ifølge Østerbro Tømmerhandel er problemet med små byggemarkeder i lokalområder, at de ofte drives som nærbutikker, hvor de lokale kunder og håndværkere kun køber de mest fornødne småting og til for høje priser. Med Østerbro Tømmerhandels større indkøbsvolumen vil priserne nu kunne sænkes, og herved vil kundeunderlaget i lokalområdet kunne styrkes. Samtidig bliver Vesterbro Tømmerhandel tilkoblet Østerbro Tømmerhandel Gruppens fælleskonto for alle afdelinger i København og Nordsjælland, og det betyder, at håndværkerkunderne fra hele området vil få butik, service, konkurrencedygtige priser og varelager lige i nærheden, hver gang de har arbejdsopgaver på Vesterbro.
Historien for Carl Møller Trælast & Byggemarked går helt tilbage til 1887. Carl Møller var dengang snedker i København, men den driftige håndværker kastede sig hurtigt over nye aktiviteter, og siden udviklede forretningen sig til en hel lille kæde med butikker fem forskellige steder i København. Byggemarkederne har tilbudt tilskæring og salg af træ, udlejning af værktøj og maskiner, og sortimentet har omfattet et stort udvalg af isenkram, værktøj, byggematerialer og arbejdstøj.
Østerbro Tømmerhandel har i forbindelse med handlen også overtaget medarbejderne fra Carl Møller-afdelingen på Nørrebro. Det er planen at etablere en ny butik med navnet Nørrebro Tømmerhandel, når der er fundet velegnede lokaler til at videreføre denne afdeling.
Østerbro Tømmerhandel Gruppen har i de senere år været inde i en rivende udvikling og betragtes af mange som branchens humlebi, fordi de driver tingene lidt utraditionelt an. Medarbejderne er ikke så bundet af koncepter, manualer og regler, men agerer i stedet ud fra sunde handlingsorienterede værdier som “Enhver medarbejder har handlepligt” og “Vi vil ikke høre et nej”. Der står direkte skrevet, at der skal være “liv og glade dage med rigtig håndværkerstemning” i butikkerne.
Ud over den nye butik på Vesterbro har Østerbro Tømmerhandel Gruppen også tømmerhandelsafdelinger i Søborg, Vejby, Hornbæk og på Østerbro og er indehaver af Københavns Listefabrik i Søborg. I alt beskæftiger den lille koncern i dag 80 medarbejdere.