Københavnerne er bekymrede for klimaforandringer, og de er villige til at betale for konkrete klimaløsninger, viser undersøgelse fra Rambøll.
Vejret bliver voldsommere, vandstanden stiger, kloden bliver varmere og nogle steder drukner storbyer i skybrud eller løber tør for frisk vand. Klimakrisen er øverst på den politiske dagsorden både internationalt og lokalt. Og mens verdens borgmestre strømmer til klimatopmøde i København, er københavnerne bekymrede og kræver politisk handling.
67 pct. af københavnerne er mere eller meget mere bekymrede over klimaforandringerne i dag, end de var for fem år siden. Halvdelen af københavnerne mener, at klimaforandringerne vil påvirke dem selv og deres familie i løbet af de næste ti år. Det viser en ny undersøgelse blandt 1.000 københavnere, som Rambøll har lavet op til det C40 klimatopmøde, der onsdag og ugen ud samler borgmestre fra verdens storbyer i København.
Samtidig viser undersøgelsen, at flertallet af københavnerne ønsker konkret politisk handling på en række områder. Den viser også, og at de er villige til at betale mere i skatter og afgifter, hvis det gavner klimaet.
67 pct. er eksempelvis villige til at betale mere for bedre affaldssortering, og 45 pct. er villige til højere skatter og afgifter for at lade biler køre ind i Indre By.
Overborgmester Frank Jensen læser undersøgelsen som en opbakning til, at der skal handles nu på klimaområdet. “Byerne spiller en afgørende rolle i at løse klimakrisen. Det er os, der sidder på energiforsyning, infrastruktur, affaldshåndtering, vand, kommunale bygninger og måltider osv. Vi har en kæmpe indflydelse på borgernes klimaaftryk og mulighed for at agere bæredygtigt”, siger overborgmester Frank Jensen:
“Byerne skal tilbyde rammer, så det grønne valg bliver det nemmeste og mest attraktive for borgerne. Og vi skal sørge for, at vi omlægger alt det fælles – vand, varme, affald – så det giver mindst muligt CO2-aftryk. Jeg er bekymret over den klimakrise, vi står overfor. Men mit bud er ikke, at vi skal krybe sammen i frygt – det er, at vi skal handle”, siger overborgmester Frank Jensen, som ser frem til at åbne C40 klimatopmødet onsdag.
“C40 topmødet handler om, hvordan byerne kan inspirere hinanden og finde praktiske løsninger på klimaudfordringerne. Her spiller indsigten i, hvad der kan få borgerne til at tage klimatiltag til sig en afgørende rolle. Vores undersøgelse viser, at københavnerne tager klimaforandringerne alvorligt, er klar til handling og har store forventninger til politikernes handlekraft. Både lands- og lokalpolitikerne bør bruge borgernes ambitionsniveau som inspiration til at skrue op for tempoet i den bæredygtige samfundsforandring, som københavnerne nu så tydeligt beder om, siger Ib Enevoldsen”, administrerende direktør i Rambøll i Danmark.
Undersøgelsen kan læses i det vedhæftede faktaark, samt i de vedhæftede slides, som blev præsenteret på et pressemøde på Københavns Rådhus i dag.