30 tidligere anbragte unge har deltaget i en indsats i Socialforvaltningen i Københavns Kommune, som for første gang i Danmark har anvendt CTI-metoden som overgangsstøtte til tidligere anbragte unge i Danmark.
En ny metode kan forebygge hjemløshed og hjælpe unge i anbringelser med komplekse udfordringer i gang med et selvstændigt voksenliv. Det viser en evaluering af et treårigt projekt i Socialforvaltningen i Københavns Kommune.
Fra 2021 til 2023 afprøvede og videreudviklede Hybelinstitutionen i Borgercenter Børn og Unge metoden CTI (Critical Time Invention) og principperne i Housing First som efterværn og overgangsstøtte til tidligere anbragte unge, der gik fra en anbringelse til at flytte i egen bolig for første gang.
Før indsatsen var alle de unge vurderet i risiko for hjemløshed. Under og i tiden efter endt forløb er ingen unge blevet hjemløse, og knap 40 pct. af de unge blev etableret godt i egen bolig og fik ikke tildelt mere støtte fra kommunen, viser evalueringen.
Det er første gang, at metoden anvendes som overgangsstøtte til tidligere anbragte unge i Danmark.
”Erfaringerne med brugen af metoden og principperne i Housing First på målgruppen af unge er gode. Vi er derfor virkelig glade for, at vi efter tre år kan se, at indsatsen har vist sig meningsfuld og givtig for de unge, der deltog i forløbet. Mange af de unge blev etableret godt i egen bolig og havde ikke behov for mere støtte fra Socialforvaltningen efter endt CTI-forløb. Indsatsen er nu forankret i vores organisation, så endnu flere anbragte unge kan få gavn af metoden i overgangen til voksenlivet,” siger Mia Aaquist Mattsson, der er afdelingsleder på CTI/ICM-indsatsen i BBU.
Parat til at stå på egne ben
Målgruppen for projektet var tidligere anbragte unge i alderen 18 til 23 år, der enten befandt sig i en hjemløshedssituation eller blev vurderet i risiko for at komme i en hjemløshedssituation.
Evalueringen viser, at 25 unge ud af de 30 unge, der har deltaget i et CTI-forløb, er afsluttet med indfriede mål som f.eks. at etablere egen bolig; at få afklaret støttebehov eller at koble sig på anden støtte/netværk. Knap halvdelen af disse er afsluttet uden yderligere foranstaltninger. Det svarer til 40 pct. af det samlede antal unge, som har afsluttet et CTI-forløb.
Både medarbejdere, ledere og unge, der har deltaget i indsatsen, bakker op om de positive resultater. De har oplevet metoden som virksom og effektiv i forhold til at støtte unge i en kritisk fase af livet, hvor de gik fra anbringelse til egen bolig og begyndte at tage hul på voksenlivet med de krav og forventninger, der fulgte med.
”Jeg oplevede at få den hjælp, som jeg havde brug for,” fortæller en ung om sit CTI-forløb.
”Når jeg kigger et år tilbage og frem til i dag, så føler jeg mig mere parat til at stå på egne ben. Der er mere styr på mit liv. Jeg har fået en helt anden forståelse for, hvad det indbefatter at have en lejlighed. Jeg har ikke haft den forståelse for, hvad ansvar er, før jeg fik mit eget. Det kan jeg se nu. Men jeg har også erfaret, at det virker for mig at springe ud i det, at blive givet det ansvar og så lære at løfte det. At blive vist den tillid,” siger en anden ung om sit CTI-forløb.
Den unge fortæller videre, at hun for nylig har fået et job, som kræver nogle konkrete kompetencer, som hun ikke havde erfaringer med fra tidligere. Hun peger på, at læringsforløbet omkring lejligheden har givet hende modet til dette, for hun ved nu, at hun lærer og udvikler sig bedst ved at blive givet ansvar og ved at blive vist tillid – det tager hun ved lære af og udvikler sig selvstændigt ved.
Medarbejdere peger særligt på, at motivation hos de unge har stor betydning for udfaldet af deres forløb, ligesom positive forventninger øger de unges ejerskab til forløbet.
”Når de kommer i CTI og er blevet 18 år så er det for mange første gang de får lov til helt selv at sætte mål. Hvad er dine planer og drømme? Jeg tror, at det, det giver, det er, at de får mulighed for at blive set lidt på ny. Hvad er du for et menneske og hvad ønsker har du her i livet? Altså vi møder dem mere som et voksent menneske, som skal ud i deres eget liv. Og det oplever vi, at den unge vokser rigtig meget af,” siger en CTI-medarbejder.
CTI-forløb er ikke det rigtige for alle unge
Selvom unge og medarbejdere havde overvejende gode erfaringer med CTI-metoden, var der også udfordringer forbundet med anvendelsen af metoden, både metodemæssige såvel som i organisationen, viser evalueringen.
Netværksarbejdet, som er en integreret del af CTI-metoden, var i forhold til målgruppen af sårbare unge en udfordring at komme i mål med. Flere unge var netværksfattige både ved opstart og ved afslutning på deres CTI-forløb.
Derudover viser evalueringen, at CTI-forløb imidlertid ikke er den rigtige løsning for alle unge. Nogle unge er for udfordrede og gav udtryk for, at CTI-forløbet var for kort, og at de oplevede at have et støttebehov, der gik ud over de ti måneder, som et forløb varer. Andre unge er ikke motiverede for at bo alene. Nogle har brug for at forblive anbragt i en periode og andre har brug for at sprede støtten ud over længere tid.
Mangel på billige boliger
Den største barriere for brugen af CTI-indsatsen i Socialforvaltningen var dog manglen på billige boliger i København, fortæller CTI-afdelingsleder og en projektleder i evalueringen. Det betød, at der var ventetid til boliger, og at det var begrænset, hvor mange unge der kunne tilbydes en bolig samtidig:
”Vi har for få billige boliger i København. Det er svært at lave Housing First, hvis ikke vi har housing. Det kan give en prop på de anbringelsessteder, hvor den unge er nødt til at blive, selvom vedkommende er klar til at komme videre i egen bolig.” siger afdelingsleder i CTI.
Både unge og medarbejdere opfordrer kommunen til at bruge metoden fremadrettet.
Socialstyrelsen har støttet indsatsen, som blev afviklet i perioden september 2020 til december 2023. CTI-indsatsen blev forankret i Hybelinstitutionen som en selvstændig projektindsats og afdeling med ansættelse af medarbejdere og en afdelingsleder.
Læs mere om Hybelinstitutionen her.
Om slutevalueringen
”Critical Time Intervention (CTI) som styrket efterværn til tidligere anbragte unge i Københavns Kommune 2020-2023” er en slutevaluering af Københavns Kommunes Socialforvaltnings brug af CTI-metoden på ungeområdet.
Slutrapporten samler resultaterne fra forløbet.
Evalueringsrapport
Hent slutevalueringen her