De gode råd til gravide står i kø. Fødevarestyrelsen guider dig igennem junglen med kampagnen ’Gravid uden kemi’.
Må du tage dagens tredje kop kaffe, er det helt slut med takeaway fra den lokale sushi-biks, og skal du virkelig undvære brie på morgenbordet de næste ni måneder? Rådene til, hvilke fødevarer gravide skal begrænse eller undgå, kan være forvirrende. Samtidig opdateres de løbende, fordi eksperterne bliver klogere på, hvilke uønskede stoffer eller vitaminer, der kan påvirke det ufødte barn.
Derfor sætter Fødevarestyrelsen nu ind med kampagnen ’Gravid uden kemi’, som skal formidle dokumenterede anbefalinger til gravide, der vil undgå skadelige stoffer i maden.
Nettet flyder over med råd til gravide, som vil give deres ufødte barn de allerbedste betingelser. Men de bygger ikke altid på dokumentation og den nyeste viden. Derudover vil der være officielle anbefalinger, som har ændret sig, hvis det er nogle år siden, man sidst var gravid. Med kampagnen vil vi gerne gøre gravide opmærksomme på, at man til enhver tid kan finde de samlede og opdaterede anbefalinger på Fødevarestyrelsens hjemmeside, siger sektionsleder i Fødevarestyrelsen Jannik Elmegaard.
Mindre rødbedejuice og kaffe
Blandt de nyere opdateringer på listen er anbefalingen om maksimalt at drikke to kopper kaffe om dagen, når man er gravid. Tidligere lå grænsen ved tre kopper, men blev af forsigtighedshensyn sat ned. Koffein passerer direkte gennem moderkagen og påvirker fosteret, der ikke er i stand til at nedbryde koffein.
Rådet om at begrænse indtaget af de populære rødbedeshots, som både serveres på caféer og kan købes i butikker og kiosker, er også en nyere tilføjelse. Koncentreret rødbedejuice indeholder nitrat, som kan hæmme kroppens optagelse af jod.
Kampagnen ’Gravid uden kemi’ kører blandt andet på sociale medier de kommende to uger.
Råd til gravide
- Spis gerne fisk, men vælg de rigtige. Undgå bl.a. frisk tun, f.eks. tunbøffer og sushitun, og spis kun én dåse tun om ugen.
- Drik højest to kopper kaffe og te om dagen og undgå energidrikke.
- Spis maks. 50 gram lakrids om dagen og begræns rålakrids og salmiaklakrids.
- Undgå lever og levertran. Hold igen med leverpostej og torskelever.
- Spis alle slags kødpålæg, hvad enten det er spegepølse, lufttørret skinke eller rullepølse så frisk som muligt. Det samme gælder for røget eller gravad fisk. Undgå rå mælk, upasteuriserede mælkeprodukter og bløde råmælksoste.
- Du bør undlade at spise ikke-gennemstegt kød samt råt kød som f.eks. tatar og carpaccio.
- Undgå ingefær- og rødbedeshots samt kosttilskud med ingefær.
- Hold igen med tang, tangchips og tangsalat.
- Undgå gerne mad på dåse.
- Undgå prikbladet perikon, hellig basilikum (tulsi te), ginseng og ashwagandha.