Med markedet som motor øger EU-Kommissionen med sit ”Fit for 55”-udspil tempoet på at gøre Europa klimaneutralt inden 2050. Især er et styrket CO2-kvotesystem og en klimatold godt nyt, fordi den fremmer en markedsdrevet grøn omstilling, mener Dansk Erhverv.
EU-kommissionen har netop præsenteret en ambitiøs klimalovpakke ”Fit for 55”. Lovpakken indeholder 13 initiativer til at reducere CO2-udledningen med 55 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990. Pakken er mere ambitiøs end tidligere udspil fra Kommissionen og kan bringe den grønne omstilling op i et hurtigere gear, hvilket er nødvendigt i forhold til at opnå klimaneutralitet inden 2050, lyder det fra Dansk Erhverv.
”I Dansk Erhverv bakker vi op om, at forureneren skal betale, og Kommissionens udspil viser rigtig gode takter, hvad det angår. Blandt andet ser det rigtig fornuftigt ud, at man vil udbrede EU’s CO2 kvotesystem til flere sektorer og samtidig fikse en række af de problemer, som er med kvotesystemet i dag, så der er ens regler i hele EU. Det tegner godt, hvis vi skal indfri ambitionen om at være klimaneutrale i 2050,” siger klima- og energichef i Dansk Erhverv Ulrich Bang.
Dansk Erhverv mener dog også, det er vigtigt, at indfasningen af de nye tiltag sker med blik for, at der fortsat er fair og lige konkurrencevilkår – en såkaldt ’level playingfield’ for de berørte sektorer. Her spiller den såkaldte ’Carbon Border Adjustment Mechanism’ (CBAM) en vigtig rolle.
”Nogle af tiltagene, fx en reform af kvotesystemet, kan isoleret set betyde højere omkostninger for europæiske virksomheder. Så det er vigtigt, at nye regler indføres på en fornuftig måde, der ikke svækker danske og europæiske virksomheders konkurrenceevne. Men der kan tiltag som eksempelvis CBAM, denne her form for klimatold, medvirke til at tage højde for det scenarie, så det hilser vi velkomment i Dansk Erhverv,” siger Ulrich Bang.
Alt i alt mener Dansk Erhverv, at klimapakken i det store hele gavner vigtige styrkepositioner i dansk erhvervsliv.
”Det er især godt nyt for dansk eksport af grøn teknologi af alt fra vindmøller til enzymer og andet biotek – og for de tusindvis af medarbejdere som hver dag går på arbejde i disse virksomheder,” siger Ulrich Bang.