Fra lørdag den 1. juli er det strafbart at besidde og sælge lattergas som rusmiddel.

Foto ABW

Fremover venter der store bøder, hvis man besidder eller sælger lattergas som rusmiddel. Folketinget har nemlig bestemt, at det nu skal være strafbart for almindelige borgere at besidde de sundhedsskadelige gasser for at hindre, at det bliver sniffet og anvendt som rusmiddel. Det betyder blandt andet, at det er forbudt at besidde lattergaspatroner på offentlige steder, skoler og institutioner og lignende.

”Vi træffer ind i mellem især unge i boligområder, parker eller i biler med store lattergaspatroner, som sandsynligvis skal anvendes som rusmiddel. Nu bliver det strafbart, og derfor kommer vi selvfølgelig til at skride ind, når vi møder det. Jeg kan kun opfordre til, at man holder sig fra det,” siger vicepolitiinspektør Claus Bardeleben, Københavns Vestegns Politi.

Ulovlig besiddelse udløser en konfiskation af lattergassen plus en bøde, hvis størrelse er afhængig af mængden:

• 3.000 kroner i bøde for at besidde op til 1.349 gram gas
• 5.000 kroner i bøde for at besidde mellem 1.350 og 2.699 gram gas
• 50.000 kroner i bøde for at besidde over 2.700 gram gas (den store mængde anses for at være med henblik på salg)
• Det kan koste over 10.000 kroner i bøde for at besidde lattergas i køretøjer (der er særlige regler for transport af farlige beholdere under tryk)

Iltmangel, nerveskader og forfrysninger
Ifølge Sundhedsstyrelsen kan snifning medføre iltmangel (hypoksi) og i yderste konsekvens, fx ved blandingsmisbrug med andre rusmidler, føre til kvælning.

Misbrug af lattergas kan give skader på hjerne og nervesystem med føleforstyrrelser, koordination- og balanceproblemer og nerveskader til følge.

Den ekstremt kolde gas kan desuden forårsage forfrysninger i mund, lunger og stemmebånd.

Brug og misbrug af lattergas som rusmiddel (Sundhed.dk)
FAQ om lattergas som rusmiddel (Sundhedsstyrelsen, 2019)

Lovligt med et anerkendelsesværdigt formål
De nye regler giver dog fortsat virksomheder og private med et såkaldt ’anerkendelsesværdigt formål’ mulighed for at købe, besidde og anvende lattergas lovligt.

Et anerkendelsesværdigt formål kan fx være, at en virksomhed anvender lattergas industrielt, til medicinske formål eller at en lille mængde – maksimalt 17 gram ifølge loven – sælges til private fx til brug for visse typer af madlavning.

Loven forbyder al salg af lattergas som rusmiddel uanset mængde.

Forbudt at sælge lattergas i kiosker med videre
Det er fortsat helt forbudt for udsalgssteder, som blandt andet sælger alkohol, tobak og andre rygeprodukter at sælge lattergas.

Ulovligt salg medfører i udgangspunkt en bøde på 50.000 kroner plus konfiskation af lattergaslagret uanset om sælger er en privat person, en kiosk eller en virksomhed.

Lov og ny lovændring

Lov om salg og markedsføring af lattergas til forbrugere (nr. 800 af 9/6-2020)
Lov om ændring af lov om salg og markedsføring af lattergas til forbrugere og lov om markedsføring (nr. 732 af 13/6-2023)
Information om salg til private og virksomheder med videre (Sikkerhedsstyrelsen, juni 2023)

Pressemeddelelse.