Det danske modebrand Matinique, en del af DK Company, tager nu et stort skridt ind i Storkøbenhavn med åbningen af deres konceptbutik i Fisketorvet den 1. november 2024. De københavnske kunder kan blandt andet se frem til goodiebags og kaffe samt gode åbningstilbud til efterårsgarderoben.

Med butiksåbningen i Fisketorvet får københavnerne nu mulighed for at opleve Matiniques blanding af klassisk herremode og moderne design. Åbningen markerer starten på en ambitiøs ekspansionsplan, hvor

Pressefoto Matinique

Matinique i samarbejde med Salling vil udrulle flere butikker landet over. Den nye butik vil præsentere brandets nye butiksformat, der kombinerer nordisk design med en varm atmosfære med fokus på den gode kundeoplevelse:

“Vi vil gøre alt for at levere den bedste service i vores konceptbutikker og arbejde hårdt for at tilbyde en førsteklasses kundeoplevelse. Vores erfarne butikspersonale har et indgående kendskab til Matinique, hvilket vil sikre en høj standard i rådgivningen,” udtaler Mathias Bundgaard, District Manager i Salling.

Butikken åbner kl. 10, hvor de første 50 betalende gæster vil modtage en goodiebag. Der vil desuden være en kaffevogn, som serverer forskellige varme drikkevarer. Udover dette præsenteres fire attraktive åbningstilbud, der gælder hele weekenden, med særligt fokus på overtøj, chinos, skjorter og strik, så kunderne kan blive klædt godt på til efterårssæsonen.

Fokus på den mindeværdige kundeoplevelse
Butikken i Fisketorvet er designet til at imødekomme københavnske kunders forventninger om både stil og kvalitet. Her kan de besøgende dykke ned i Matiniques brede kollektioner, som omfatter både klassisk herretøj og mere afslappede looks, samt eksklusive linjer som Heritage og M73.

Ifølge Morten Dybdahl, Brand Director hos Matinique, er samarbejdet en naturlig forlængelse af deres eksisterende relation til Salling og et vigtigt skridt i deres langsigtede vækststrategi.

“Vi har skabt et stærkt fundament i forbrugerens garderobe, og relationer er kernen i alt, hvad vi gør hos Matinique. Relationer til vores forhandlere, slutforbrugere, medarbejdere – og til vores produkter. Åbningen af en Matinique Concept Store i Fisketorvet bringer os endnu tættere på vores kunder, og er kun det første skridt mod en bredere tilstedeværelse nationalt og på sigt internationalt.”

Åbningen af en Matinique Concept Store i Fisketorvet er et naturligt valg for Salling, der ser et stort potentiale i den nye lokation:

“Vi ser et stort potentiale i at etablere os i Fisketorvet. Den konstante strøm af besøgende giver os mulighed for at nå ud til en bred kundebase og øge synligheden. Fisketorvets moderne faciliteter og attraktive beliggenhed ved vandet skaber en unik shoppingoplevelse, som vi er stolte af at blive en del af,” fortæller Mathias Bundgaard.

Flere butikker på vej
Åbningen i Fisketorvet og Rødovre Centrum i Storkøbenhavn samt i Bruuns Galleri i Aarhus er blot starten på en større udrulning af Matinique-butikker i hele landet med endnu flere butikker planlagt i løbet af 2025.